Fuze er en britisk heist-thriller, hvor en ueksploderet bombe fra Anden Verdenskrig bliver fundet på en travl byggeplads midt i London. Fundet udløser kaos, da militær og politi iværksætter en massiv evakuering mod et tikkende ur, men bomben er bare et røgslør for langt større sammensværgelse.

Instruktør David Mackenzie har tydeligvis kastet sig ud i den næsten umulige opgave at lave en heist, whodunnit og cops’n’robbers-film, der foregår i London. For hvordan kan man egentlig lavet spændingsfilm centreret om et kompliceret kup, når alle vejene er smalle og ensrettet, ingen har pistoler midt i overvågningssamfundets vugge.

Det burde ganske enkelt ikke fungere, og bare det, at man køber thrillerkonceptet i den første halvdel, er noget af en bedrift.

Billederne af et mennesketomt og øde London, er enestående, og den nervepirrende underlægningsmusik får en rykket helt frem i sædet, mens vi følger både en bombeenhed og en flok bankrøvere, der begge kæmper mod uret.

Desværre kan Mackenzie som så mange gange før ikke holde sig i skindet. Så snart publikum får bare en lille gisning om, hvad der er op og ned, begynder hele den snørklede fortælling at falde fra hinanden. Man må næsten holde latteren tilbage til sidst, mens man ser det ene mere komiske doublecross efter det andet, præsenteret med den største alvor.

Derfor er der også noget næsten metaironisk over, at den sidste scene er en joke af et flashback, med den ringeste 90’er green screen jeg længe har set – nærmest som om Mackenzie og co. godt ved, at de er endt det stik modsatte sted af, hvor de startede.

Fuze starter som en ambitiøs, målrettet og velfungerende engelske kupfilm, der ikke burde kunne lade sig gøre i 2025, men ender som en parodi på genrens forelskelse i twist for twistets skyld.