Vi bliver fra start af introduceret til vores protagonist Tommy (Anson Boon) på den mest uflatterende måde tænkelig. Han er på en rigtig white trash druktur i det engelske natteliv. Han tager stoffer, drikker, horer og vandalisere alt i et væk, og så er han typen, der filmer sine forbrydelser og deler dem med stolthed på nettet.
Så da drukturen ender med, at Tommy vandrer alene ned ad gaden, er det ikke nogen overraskelse, at han bliver straffet for sin adfærd. Alligevel er det lidt uventet, at han vågner op, lænket fast i kælderen hos den velhavende familiefar Chris (Stephen Graham), hans gådefulde hustru Kathryn (Andrea Riseborough) og deres unge søn. Familien vil angiveligt rehabilitere ham, men hvad er det egentlig for et magtspil, der er sat i søen.
Med så er en åbenlyst ussel og egoistisk person, og med et så kompliceret setup den tilsyneladende ordentlige britiske familie har fået stablet på benene, begynder ens tanker at sejle rundt i de muligheder, der kan ligge til grund for den strafudmåling, de har givet ham.
Svaret er ikke så bombastisk, som man måske bliver ledt til at tro i starten, hvor hver en handling fra familiens overhoved fremstår kalkuleret. I stedet viser det sig at være en ”fucked up” coming-of-age historie, der udforsker vores forhold til traumer, på en noget atypisk måde.
Tommys forcerede opdragelse ender da også med at blive noget terapeutisk for alle involveret. Man bliver jo ikke et voldsparat røvhul ud af det blå, ligesom man heller ikke lænker unge lømler i sin kælder, hvis ikke noget er gået galt i ens liv forinden.
Idéerne er mange og bliver behandlet en vis grad af sammenhæng, men det er skuespillet, som er det helt store trækplaster. Stephen Graham som familiefaren, viser endnu engang, at måske ligner han en helt gennemsnitlig englænder, men han er altså en eminent skuespiller, der kan krydre hver en replik med en tvetydighed, så man ikke helt forstå, hvad der foregår ind i knolden på den mand. Andrea Riseborough stråler også i en rolle, der er så lavmælt, at hun kunne have taget al fokus, men i stedet forbliver en kilde til forundring på nøje udvalgte tidspunkter.
Anson Boon som Tommy fortjener også roser. Til at starte med spiller han bare en uopdragen gavflab, der kun kan udtrykke sig gennem bandeord, men langsomt viser sig at rumme en større menneskelighed. Filmen leger helt klart med vores antagelser, særligt med den tydelige rollefordeling i starten af filmen. Til gengæld er den også fast besluttet på at udfordre dem og vise, at selv en skarnsunge som Tommy, er mere end den skade han forvolder andre.
Good Boy er noget af en usædvanlig thriller. Som et absurd eksempel på, hvordan klassisk, hård opdragelse kan se ud, og hvilken både gevinst og skade det kan have.
