Hedda, instrueret af Nia DaCosta, er ikke overraskende baseret på Henrik Ibsens klassiske stykke, Hedda Gabler. Nyfortolkningen er rykke nogle årtier frem til det 20. århundredes England, men ellers er den tro mod mange af kerneelementerne fra originalen.
Filmen følger den nygifte Hedda (Tessa Thompson), en lettere manipulerende kvinde. Med sit ægteskab til den ordentlige George, efterlever hun måske tidsperiodens konventioner udadtil, men bag facaden, er hun mere intim med andre mænd og kvinder. Vi følger hende over én begivenhedsrig aften, hvor en fest i Heddas hus lægger scene til kyniske magtspil, gamle kærlighedsaffærer, med lige dele rivalisering og dramatiske konsekvenser til følge.
Det lyder måske skørt at lave en amerikansk version af Henrik Ibsens Hedda, men i virkeligheden kunne historien ikke være mere oppe i tiden. For hvad er Hollywood mere optaget af i disse år, en velhavende folk og kvinders kamp for at finde en mening i en verden af mænd.
Derfor vækker flere af de kreative valg forundring. Hedda er eksempelvis karakteriseret som en hedonistisk psykopat, der som den sorte enke manipulerer og udnytte alle omkring sig til egen vinding. Intet ord forlader hendes mund, uden den har en potentiel gevinst for hende selv. Tessa Thompson spiller hende også så selvoptaget, at hun ikke ligefrem charmerer sig ind på publikum.
Kombineret med et faktum, at det er et dialogtungt overklassedrama, er filmen på bagkant fra start. Hvis ikke man er betaget af spydige kommentarer og passivaggressive personligheder, er publikums gevinst svær at spore.
Det bliver heller ikke bedre af, at det ikke er så meget en cinematisk adaptation, men nærmere et teaterstykke med støttehjul. Nia DaCostas version er forholdsvis tro mod det originale forlæg, så hendes primære bidrag er at guide folk på tilskuerpladserne i form af selektiv jazzmusik, der giver illusionen af momentum, og musikalske stingers, der fortæller seeren, hvornår magtforholdet ændrer sig i de mange verbale dueller.
Selvom eksekveringen måske ikke er så innovation, som man kunne have håbet, rummer Henrik Ibsens over 130 år gamle stykke stadig relevans og slagkraft, når det kommer til at udstille magtstrukturerne i samfund. Ikke meget har ændret sig i over et århundrede, når det kommer til stykket, hvilket må siges at være meget vemodigt.
