Motor City lyder måske som en helt almindelig actionthriller om en mekaniker, der bliver uskyldigt fængslet efter at være blevet forrådt. Da han slipper fri, sætter han alt ind på at opspore og hævne sig på dem, der ødelagde hans liv. Du har nok læst og hørt det mange gange før, men det særlige ved den her film er, at der kun er fem replikker over halvanden time.

Ideen er sjov. Spørgsmålet er, hvor anderledes ville en actionfilm se ud, hvis man fjernede dialogen? Svaret er desværre, ikke så meget, at det virkelig gør en forskel.

For instruktør Potsy Ponciroli og resten af holdet, er der egentlig ikke gjort så meget, for at få historien til at glide. Det siger noget om, hvor banalt plottet ofte er i B-film, men også, at de sådan set ikke har kunnet finde på noget nyt, selv med det store benspænd.

Her er nemlig ikke tale om Drive, selvom lighederne på overfladen er mange. Måske har de 70’er æstetikken til fælles, men hvor Drive var mere stilsikker, er Motor City fuld af billige kneb, som kompensation for den manglende kreativitet.

For når det kommer til stykket, er dialogen bare udskiftet med et disco- og synthesizer-soundtrack, der er skruet op til maks. så hele biografsalen vibrerer. Det er en enkel og effektiv måde at erstatte ordene på, men også lidt for billig.

Resten af filmen ligner til forveksling en generisk actionfilm. Alle skuespillerne opfører sig også som om, de er med en almindelig B-film, lige med undtagelse af Ben Foster, der som den eneste efterlader et positivt aftryk – han kan i hvert fald fange ens opmærksomhed uden at sige et ord.

I sidste ende kan Motor City knap holde sit koncept kørende i 60 minutter, og slet ikke 90. Så selvom de sidste 10 minutter er så hjernedøde på den fede på, at man kortvarigt bliver vækket til live igen, er det alt for lidt og alt for sent.