Instruktør og manuskriptforfatter Park Chan-wook, der nok er mest kendt for at have lavet Oldboy, er igen aktuel med den kulsorte komedie-thriller, No Other Choice. Her følger vi Man-soo, (Lee Byung-hun) en midaldrende papirindustri-specialist, der takketvære både globaliseringen og moderniseringen mister sit job og langsomt kan se sit familieliv smuldre. I takt med, at fremtiden begynder at se mere og mere dyster ud, beslutter han sig for at gøre alt, for at gendanne den tidligere status-quo. Resultatet er en skarp og urovækkende satire om desperation og moralsk forfald, når man virkelig føler sig forurettet.
Park Chan-wook må om nogen siges at være en legesyg instruktør. Man ved aldrig, hvad man får, når man går ind i biografmørket for at se en af hans film. Det samme er tilfældet her.
Tonen er måske mere humoristisk end tidligere, men hvert et billede og hver en karakter er stadig badet i symbolik. Der er en flerfacetterethed i produktionen, der betyder, at man helt sikkert ikke får det hele med første gang.
Dermed ikke sagt, at det hele kun er forrygende på et intellektuelt niveau. Park Chan-wook har også fundet plads til at lege og smide elementer ind, som tydeligvis primært er for hans egen fornøjelse. En scene med meget højlydt musik og en anden med unik brug af værktøj fra et drivhus, er bare et par af de mindeværdige øjeblikke, der er en påmindelse om, at kun fantasien sætter grænser, hvis man tør kaste sig ud i noget, der virkelig pirrer en.
Lee Byung-hun er også eminent i hovedrollen, som familiefaren Man-soo, der fuldstændig mister forstanden, efterhånden som han begiver sig ud på en mission, der kun kan give mening for en virkelig forskruet person. Der er mange sidder til Man-soo, og de bliver præsenteret troværdigt, både i de komiske og mere dramatiske scener. Son Ye-jin, som hans kone, er også værd at fremhæve. Hun får lov til at udfolde sig mere, end rollen som mor og kone normalt i film om mænd i krise, og i sidste ende, står hun også tilbage som den mest nuancerede karakter i ensemblet.
Man skal ikke forvente en ny og dyster Oldboy om en familiefar, tonen er ganske enkelt for komisk, men Park Chan-wook har skabt endnu en idiosynkratisk og særpræget oplevelse, der ikke sådan lige forlader ens tanker, så snart den rykker ind.
