Oca er et poetisk og mystisk drama om den unge nonne Rafaela, der tilhører en næsten opløst søsterorden. For at redde sin døende menighed sendes hun ud på en pilgrimsrejse til en nærtliggende by, hvor ærkebiskoppen netop er på vej, i håbet om, at han kan puste nyt liv i deres kloster.

Den korte tur bliver dog til en lang rejse, da hun møder andre pilgrimme, hvis forhold til troen, fuld af selvmodsigelser, spejle hendes egen søgen efter mening i en åndsforladt verden.

Man skal ikke forvente den store mening med galskaben, så ville filmskaberne ellers have fejlet. For her er der tale om en film, som er mere poetisk end rationel.

Krydsklippet mellem forskellige mennesker, der mundhugges over trivielle hverdagsproblemer, guides plottet af en lang række åbenbaringer hos Rafaelas

Det er ikke til at sige, hvad der er op og ned, men det er heller ikke så vigtigt i sidste ende.

Som cinematisk værk er det måske mangelfuldt, fordi klipperytmen og dialogen er banal med banal på, men som invitation til at reflektere over ens egen plads i tilværelsen, er den indbydende.