Tilbage i Budapest i 1957, møder vi den unge jødiske dreng Andor. Det ungarske oprør mod kommunismen har slået fejl, så jøder er ikke ligefrem velkomne i landet, og selvom Andor aldrig har mødt sin far, som døde under 2. verdenskrig, er han blevet fodret med heltekvad om manden. Drømme brister dog, da en fremmed man dukker op og hævder at være hans rigtige far.

Laszlo Nemes’ nyeste film, har måske mange paralleller til Son of Saul. Man skal dog ikke forvente en lige så intens oplevelse. Her er mere tale om en personlig historie.

Kameraarbejdet ligner til forveksling netop Son of Saul, men den store forskel er, at der ikke er tale om et kontinuerligt one-take. I stedet klippes der noget mere frit, mens fokus forbliver på Andors maniske oplevelse af verden.

Filmen handler heller ikke om en forældreløs dreng, for Andor har både sin mor og far. Han bliver dog konfronteret en sandhed, der fuldstændig ødelægger hans selvforståelse. Så selvom vi stadig har at gøre med efterdønningerne fra holocaust, er der her mere tale om, hvordan det påvirker ens identitet, end om decideret overlevelse. For hvem er man egentlig, når man ikke længere kan læne sig op ad en enkel fortælling?

Til sidst står spørgsmålet stadig åbent, hvad angår Andors selvopfattelse. Er det afgørende, hvor vi kommer fra, eller hvad vi tager med os på vejen? Nogen mennesker får slet ikke lov til at træffe et valg, men i Orphan står det alle frit for.