I Out Standing får vi Sandra Perrons bemærkelsesværdige historie fortalt. Hun var Canadas første kvindelige infanteriofficer, der ikke bare måtte kæmpe for sin plads, men også måtte se sig selv som offer for en mediestorm, da hun forlod militæret. Det lyder til, at der er nok at hive fat i, men efter en meget uelegant og ekspositionstung start, hvor karaktererne opremser deres livshistorier for hinanden, står det allerede klart, at det ikke er lykkedes at få en god film ud af virkelighedens frontløber.
Lad mig bare skrive det meget direkte, evnerne bag kameraet yder ganske enkelt ikke historien retfærdighed. Manglerne er mange hele vejen rundt. Fx er filmen bygget op så de første to tredjedele er et flashback til hendes træningsforløb, mens vi krydsklipper til perioden efter hun har trukket sig tilbage. Det lyder spændende, som et mysterium, man venter på at få opklaret, men er åbenlyst en måde at forlænge en meget kort historie på.
Vi får med andre ord ikke rigtig lov til at se hendes tid som infanterist, og det er jo ellers der, hvor man kunne have vist det, der var unikt ved Perrons historie, i stedet for de barske træningssekvenser, der er så generiske, at de næsten lige så godt kunne have været med i GI Jane.
Skuespillerne er heller ikke dygtige nok. Når Enrico Colantoni er ens stuntcasting, så siger det noget om, hvilken hylde man har kunne plukke fra. Det er ikke for at være ond mod nogen, men hverken Nina Kiri i hovedrollen eller Stephen Kalyn som hendes kæreste, er i stand til at levere deres replikker med den store dybde, og det er et problem, når de repræsenterer den følelsesmæssige kerne gennem det meste af handlingen. Nuancerne er en mangelvare, og når alt er at finde på overfladen, gør det også filmen både klichéfyldt og langtrukken.
For når der ikke er noget mere mellem linjerne, eller plads til mere end endimensionelle karakterer, der verbaliserer alle deres ønsker og behov, er det bare en lang lidelsesrejse.
Gennem to timer ser man en sagesløs kvinde bliver mishandlet, ydmyget og latterliggjort, med masser af mandschauvinisme krydret hen over for god ordens skyld. Alt sammen i tjeneste for et system, som stadig ikke vil have noget med kvinder som hende at gøre i dag.
Vigtigheden er til at få høje på, og der er da heller ikke noget kriminelt over, at man ikke kommer i mål med sin mission som filmskaber. Meget kan og går ofte galt, når man producerer en film, men det her er nok den eneste chance for at fortælle historien om Sandra Perron, og så er det ekstra ærgerligt, at hun er reduceret til en punchline det, der mest af alt minder om en oplysningskampagne. En kampagne, der er vigtig, men ikke alene skaber en god film.
