Rental Family er et japansk-amerikansk drama, hvor vi følger Philip (Brendan Fraser). En ensom amerikansk skuespiller i Tokyo, der stadig føler sig fremmedgjort efter syv år i landet og kæmper med at finde mening i livet.

Rollerne er heller ikke mange til en hvid mand som ham, så da han får muligheden for at tage et noget usædvanligt skuespillerjob, ender han med at takke ja. Jobbet er for en japansk virksomhed, der udlejer mennesker, som kan udfylde den rolle, du savner. Det kan være alt lige fra forældre, til ægtefæller, alle dem, som har brug for selskab og støtte. 

Men det, der går selvfølgelig ikke længe, før grænsen mellem skuespil og ægte menneskelige forbindelser bliver udvisket, og Philip med gør op med sig selv, hvor langt han selv er villig til at operere i den gråzone.

Vi får virkelig udforsket de skånsomme løgne, vi alle fortæller hinanden. Og det findes nok ikke et bedre eksempel på, hvor langt vi er villig til at gå for at holde på former end Japan. Et land, der er så traditionsbundet, at det er lige før uhøflighed, er en dødssynd.

Brendan Fraser er også en perfekte stand-in for det moralske dilemma. Ikke nok med, at han er en to meter høj, hvid amerikaner, så kæmper han altid med at finde det rigtige ansigtsudtryk til en given situation.

Man kan ikke undgå at blive ramt lige i føleren, når han Philip så inderligt forsøger at hjælpe sine klienter. Særligt forholdet til den lille pige Mia, der ikke har nogen far, består gåsehudstesten ad flere omgange.

Det skader heller ikke, at der er tale om en flot film. De japanske storbyer og deres natur viser sig begge fra deres tiltalende side, som steder, der rummer en enorm skønhed, også selvom det ikke altid er tydeligt på overfladen.

Rental Family er en livsbekræftende film, der gør en i godt humør, efter man har set den. Det er en autentisk tåreperser, fordi den virkelig er rørende gennem sit portræt af opløftende empati og medmenneskelighed.