I Zain Duraies spillefilmsdebut, Sink, følger vi moren Nadia, der bor i Jordan, som desperat forsøger at holde sammen på familie. Da hendes ældste teenagesøn bliver bortvist fra skolen, kan hun ikke acceptere, at problemerne stikker dybere end dårlig opførsel og tager sagen i egen hånd. Man kan dog ikke ignorere virkeligheden for evigt, og i takt med at sønnens opførsel kun bliver værre, må hun også se i øjnene, at tilværelsen ikke er så let at håndtere, som hun gik og troede.

Det er en enormt voyeuristisk oplevelse. Det skyldes ikke bare den kvadratiske billedbeskæring, men også de skæve indstillinger og kamerapositioner. Vi befinder os ofte bag personerne, langs væggen eller i forlængelsen af karakterernes blikke. Man sidder tilbage med en fornemmelse af at have udspioneret en familie og set noget, som man ikke burde se. En følelse, der kun højner den virkelighed familien lever i, hvor ethvert fejltrin bliver straffet prompte af omgivelserne. Et liv, hvor alle arbejder ihærdigt for at passe ind, og ikke mindst for, at ens nærmeste også gør det.

Kameraarbejdet er uden tvivl den store stjerne her. For det kommer ikke som nogen overraskelse, da det viser sig, at Nadias verden langsomt falder fra hinanden, efterhånden som hendes ældste søn, begynder at vise tegn på at have psykiske problemer. Selv hvis man ikke fangede det i det subtile skuespil, ville man gøre det ubevidst, takketværet fotografen Farouk Laâridhs eminente arbejde.

Sproget og landet er måske langt fra Danmark, men ønsket om at passe ind er et som mange deler, og derfor sagtens kan leve sig ind i. Det er derfor heller ikke nogen overraskelse, at Clara Khoury som moren Nadia virkelig brænder igennem. Hun er selv underlagt en masse forventninger og konventioner som kvinde, og kan til dels følge sin søn, men har også fuldstændig underlagt sig normerne, og ejer derfor ikke værktøjer til for alvor at hjælpe sin søn. Man begynder også at fundere over, hvor langt man selv er villig til at gå for at holde på formerne.

Sink er hjerteskærende i al sin hverdagsagtige enkel. Desværre kører handlingen i ring, og det, der startede som en god præmis, ender med at blive hele filmen. Selv med en kort spilletid på lige under halvanden time, har man set det hele flere gange, inden rulleteksterne løber hen over skærmen. Det flotte kameraarbjede kan man ikke sætte en finger på, men slutningen er så forhippet på at efterlade et indtryk, at den ender med at gøre det modsatte.