TIFF50: Swiped

Kategori Anmeldelser, TIFF af - september 10, 2025
TIFF50: Swiped

Swiped er en dramatisering af historien om Whitney Wolfe, der grundlagde og var CEO for datingplatformen Bumble. Filmen starter dog ikke der, men følger hendes rejse fra den spæde start som nøglefigur i Tinder og gennem alle de udfordringer hun mødte som kvinde i en verden domineret af mænd.

Hvis man forventer en større diskussion og dekonstruktion af moderne dating og den afgørende rolle apps spiller i ligningen i dag, så bliver man fælt skuffet. Det her er en film om sexisme på arbejdspladsen, og i særdeleshed i tech-verden, hvor mændene siden tidernes morgen har været i massivt overtal.

Gennem Whitneys historie bliver den måde, de destruktive strukturer vedligeholdes taget under kærlig behandling. Der skal nemlig to til at danse tango, og Whitney kan ikke altid se sig selv fri fra at være en medansvarlig for det dårlige arbejdsmiljø. I starten kan hun fx godt lide at være den eneste kvinde i en magtposition, og gør derfor ikke noget aktivt for sine medkvinder, indtil hun bliver tvunget til at se virkeligheden i øjnene.

For hvis der er noget, filmen er en stærk kritik af, er det den såkaldte ‘bro-kultur’, hvor mænd dækker over hinanden og i værste fald opildner til decideret ydmygende adfærd overfor kvinder. Modsvaret bliver derfor at hylde virkelighedens kvinder, der aldrig kom til orde, ved at give dem en masse slagkraftige replikker, der får publikum til at grine og juble.

Nogle gange er det lidt karikeret, men det er jo et heltekvad, så det hører lidt med til konceptet.

En overraskende “scene stealer” er Dan Stevens som den russiske ejer af Badoo, der hver gang han dukker op på lærred, får folk til at grine. Lily James kæmper meste delen med sine kontaktlinser, der er en tydelig irritationsfaktor, men gør ellers det hun skal, og gør Whitney til en person, man kan heppe på.

Hvis filmen skal kritiseres for noget, er det nok det entydige fokus på sexisme. Alt andet ryger i baggrunden, inklusiv dating. Det har den utilsigtet effekt, at selvom der bliver talt meget om at nedbryde de regressive mønstre og konventionelle kønsroller, så er det stadig en film med en hovedkarakter, som dater to mænd, fordi de ser godt ud, og først bagefter finder ud af, om de egentlig er rare mennesker – og det ser ikke ligefrem særlig godt ud i en eller så vellykket feministisk fortælling.

For i bund og grund er Swiped bare ikke særlig dyb. Den fortælling en vigtig historie og taler de svages sag, så den har sin plads. På samme måde, er den også underholdende, for både mænd og kvinder, men rollerne er så klare, at intet på noget tidspunkt bliver virkelig nuanceret og tankevækkende.

Skrevet af
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.
Kommentarer er lukket.