TIFF50: The Furious

Kategori Anmeldelser, TIFF af - september 08, 2025
TIFF50: The Furious

The Furious er en (hovedsageligt) engelsksproget kampsportsactionfilm instrueret af Kenji Tanigaki. Historien følger den stumme håndværker Wang Wei, hvis datter bliver kidnappet. På sin færd løber han ind journalisten Navin, der også er på en redningsmission. De slår pjalterne sammen og kæmper mod en brutal organisation, på rejse badet i blod.

Hvad kan man egentlig skrive i en anmeldelse af en film som The Furious, udover det, som er tydeligt for enhver. Der er ikke mere at fortælle om end det, du kan se på overfladen, men nogle gange er det også nok. Det er ren bloddryppende action fra første til sidste sekund. Ikke ligefrem intellektuelt stimulerende, men underholdende, det er det.

Slåskampskoreografien er imponerende, men mister ligesom så mange andre i genren momentum, jo længere ud i afgrunden vi begiver os. Man bliver ganske enkelt lam over for spektaklet, fordi hvor mange liter blod og larmende slaglydeffekter, kan man høre, inden det bliver for meget.

Ret skal dog være ret, for de er dygtige indenfor deres område, og særligt Miao Xie som den stumme far, demonstrerer en sjældent set adræthed og atletisk kontrol over hver en legemsdel.

Og når filmen leverer, hvad der står på varedeklarationen, er det nemmere at se mellem fingrene på fx den håbløse ADR, det mindre imponerende skuespil eller skurkens afgørende forfald, som er komisk på en måde, der ikke nødvendigvis er tilsigtet.

Skrevet af
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.
Kommentarer er lukket.