I The Man in My Basement møder vi Charles Blakey (Corey Hawkins). Han ejer ikke andet, end det hus han har arvet, så da en fremmed banker på døren og er villig til at betale overpris for at leje hans kælder, går der ikke længe, før Charles takker ja. Aftalen viser ikke overraskende til at være for god til at være sand, og udvikler sig til et mareridt forfulgt af fortidens spøgelser.
Instruktør og manuskriptforfatter Nadia Latif har helt klart valgt at opbygge en gyser på en alternativ måde. Resultatet er ujævnt, men overvejende positivt i sin stilsikkerhed.
Man får indtryk af, at Latif har taget sit minoritetsfokus, i dette tilfælde forholdet mellem hvide og sorte, og valgt at gøre det modsatte af, hvad man normalt gør, når man skal opbygge den uhyggelige stemning. I stedet for den lange introduktion, begynder vi in medias res, uden på nogen måde at lære vores protagonist Charles at kende. Der går også længe, før vi finder ud af, hvorfor han går så meget op i at beholde sit hus, selvom han er ludfattig.
Suspensen skabes som konsekvens af de mange huller i vores viden, og i det store hele er det dragende, selvom der også ophobes en smule irritation over, at man skal vente lidt for længe på at blive inviteret ind i en fortælling, der ikke er så dyb, som den giver sig ud for at være.
Bare det, at det er Willem Dafoe, i rollen som Anniston Bennet, som lejer kælderen, gør med sit unikke udseende en utryg, før han faktisk har gjort noget foruroligende. Man tænker, at der må være en skjult dagsorden, hvilket der selvfølgelig også er, men det udfolder sig nok ikke som man havde forventet. Scenerne mellem Willem Dafoe og Corey Hawkins er helt klart filmens højdepunkt. Samspillet mellem de to er badet i subtekst og det ulige magtforhold mellem sorte og hvide. Man har set mange af deres karaktertræk før, men det er så velspillet, at man næsten kan se bort fra det.
Et andet radikalt valg er den meget tilbageholdende lydside. Der er stort set ingen underlægningsmusik. Ligesom med Charles er filmen meget tilbageholdende med at gøre brug af de helt store armbevægelser. Det kunne sikkert få alt til at falde til jorden, men har det modsatte effekt. Man lytter faktisk meget mere til historien, der udspiller sig i lydsiden, fordi man ikke bliver bombarderet med effektjagende jump scares, i et desperat forsøg på at fastholde ens opmærksomhed.
Alt dette skaber en unik stemning, der er mere ubehagelig end uhyggelig. Der er ingen tvivl om, at filmen nok taler mest til et afroamerikansk publikum, for det er deres perspektiv, der italesættes. Den aparte stemning til trods, er man heller aldrig i tvivl om, hvad filmskaberne prøve at sige. Racekonflikter er stadig værdifulde at sætte fokus på, på samme måde som film om holocaust, også selvom man i sidste end ikke tager særlig meget med sig fra biografsalen.
Dermed ikke sagt, at man skal være en del af gruppen eller amerikaner, for at få noget ud af filmens store fokus på raceforskelle. Det metaforiske monster i centrum af historien er nemlig rodfæstet i Charles fortid, og følelsen af at blive holdt tilbage af sin fortid er noget, vi alle kan relatere til på et eller andet tidspunkt i vores liv.
