The Smashing Machine følger en af MMA og UFC-historiens mest frygtede kæmpere, Mark Kerr (Dwayne Johnson). Ved at stille skarpt på han storhedstid i slutningen af 90’erne, får vi et portræt af en mand, der slider sig selv op, for at forblive i toppen af kampsporten, alt imens hans relationer bag kulissen langsomt smuldrer, i takt med, at hans selvforståelse bliver udfordret, og hans stofmisbrug løber af sporet.
Mange har sikkert set frem mod Benny Safdies nye film, i håb om, at her kunne der være tale om noget ekstraordinært. Men det mest ekstraordinære ved filmen er, hvor helt igennem uexceptionel den er. Alle de mange valg, der træffes i forbindelse med, at man udformer fortællestilen, er landet på de mest åbenlyse.
Her tænker jeg ikke bare på selve historien, der er så generisk, at man til tider tvivl på om den er baseret på en sand historie, men også på det visuelle udtryk. Handlingen udspiller sig i 90’erne, og derfor forsøger billedet at efterligner hjemmevideo-looket, der havde sin storhedstid dengang. Gennem dette objektiv er vi vidne til det ene husspektakel efter det andet, krydret med en håndfuld kampe i ringen. Intet af dette er synderligt imponerende.
Dwayne Johnson og Emily Blunt råber ad hinanden det meste af tiden, mens de slynger de mest åbenlyse replikker en manuskriptforfatter kunne have nedfældet på papir. Slåskampene er heller ikke sindsoprivende, da de visuelle benspænd også forhindrer fotografen i eksperimentere med kameraarbejdet.
Og det er måske den største overraskelse, den manglende vilje til at udforske og eksperimentere. Meget er allerede blevet sagt og skrevet om Dwayne Johnson i rollen som Mark Kerr. Lige siden projektet blevet annonceret, har mange hvisket i krogene og talt om oscarnomineringer, fordi nu skulle ”The Rock”, eftersigende forsøger sig med andet end popcorns blockbustere.
Det kan dog slet ikke stå mål med alle de skuespillere, der virkelig vrider deres sjæl ud på lærred, at kalde Dwayne Johnsons præstation for prisværdig, bare fordi han har fået lidt ansigtsmakeup. Han spiller trods alt stadig en karakter, der er dybt forbundet til wrestling verden, og mange af Kerrs problemer spejler dem, han har set på sin vej frem i underholdningsindustrien. Hvis ikke det var, fordi Kerr er en taber, ville er det svært at se, hvordan han ikke stadig spiller den samme rolle, han altid spiller. Der er ikke nogen mindeværdige scener med Johnson, i hvert fald hvad angår hans præstation som skuespiller.
Til sidst er man efterladt med en forundrende følelse og et spørgsmålstegn ved, hvorfor Mark Kerrs historie skulle fortælles. Jeg er med på, at filmen slutter med at hylde ham som en af frontløberne inden for UFC, der var kendt, før sporten blev virkelig stor. Men med den tankegang, fortjener vi alle en stor oscar-bait spillefilm om vores liv. For groft sagt er Kerrs liv ikke vildt begivenhedsrigt. Det består af træning, slåskampe, stofmisbrug og en masse skænderier med hans kæreste i et betændt kærlighedsforhold – og så fremstår det forceret, når Benny Safdie insinuerer, at filmen taler ind i en større tematik om maskulinitet og vindermentalitet.
Det er hverken en stor sportsfilm, om kampen for at finde sig selv, eller et indsigtsfuld portræt af en person med styrker og svagheder, fordi Dwayne Johnson skal stadig være helten, også når han spiller taberen.
