The Wizard of the Kremlin fortæller historien om den fiktive Vadim ” Vadya” Baranov, og hans indflydelse på Rusland efter Sovjetunionens fald. Han går fra en ung kunstner til den mest magtfulde spindoktor i Kreml, alt imens han manipulerer medier og folket, for at fremme Putins drømme for Rusland.
Instruktør Olivier Assayas skal have ros for at stole fuldt ud på sin historie. Der er ikke nogen vilde effekter, snap-zoom, one-takes eller biljagter. Det eneste filmen står og falder på er sin historie, der bliver fortalt gennem en rammefortælling, hvor Vadya fortæller, hvordan Rusland gik fra kommunismens fald og de åbne 90’ere, til Putins styre og den styreform, der har spredt sine rødder til resten af verden.
Som en luksus dokumentar er det lykkes Assayas at få folk som Paul Dano, Alicia Vikander og ikke mindst Jude Law som Putin til at lægge krop og puste liv ind i nogle af de mest afgørende skikkelser gennem de sidste 30 år.

Der tages tid til at udlægge begivenhedernes gang, og med de mange titelkort, kunne den næsten tre timer lange film også snildt blive klippet om til en miniserie. Heldigvis er historien fængende.
Vi kommer vidt omkring, fra Yeltsins fald og oligarkernes storhedstid, stråmanden Putin, der ender med at tage magten, til den russiske disinformationskampagne mod verden, for at forarge mennesker, så de ikke kan samle sig og gøre oprør.
Mit i orkanens øje finder vi Vadya, der gennem Paul Dano, med en blanding af ukuelig selvsikkerhed og en umættelig ambition udformer andres planer, bare fordi han kan. Som den ultimative bureaukrat, der også har en kunstnerisk baggrund, er han den værst tænkelige fjende for folk, som vil vælte styret.
The Wizard of the Kremlin sætter virkelig tankerne i gang og stiller skarpt på en af vores tids største trusler. Et kompetent regime, der med et skarpt fokus og uempatisk brutalitet, har påvirket verdensordenen, måske for altid. Filmen kunne godt have været klippet ned, og skal man være hård, er det lidt som at sidde igennem en historietime. En flot og vellavet en af slagsen, men ikke desto mindre stadig en historietime.
