TIFF50: Tuner

Kategori Anmeldelser, TIFF af - september 09, 2025
TIFF50: Tuner

Tuner sætter skarpt på en af de usungne helte i musikverden, klaverstemmeren. Her møder vi Niki (Leo Woodall), hvis job består af at vedligeholde flygler og klaverer, så længe dagen er lang. Det særlige ved er dog ikke hans profession, men at han lider af lydoverfølsomhed, der gør, at han må gå med høreværn for bare at kunne holde verden ud. 

Denne evne vender han til en gevinst, da hans handicap, gør han i stand til at åbne pengeskabe. Alt er godt i starten, men spørgsmålet er, hvor længe han kan holde de to verdener adskilt.

Det er en på alle måde usædvanlig film om en usædvanlig profession. Som en person, der selv er lydfølsom, er der flere sekvenser, som er på grænsen til tortur. Lyd- og billedsiden er så intens, at man bliver fuldstændig grebet af stemningen, også selvom det, der sker i plottet, ikke lyder dramatisk på papiret.

Mange folk er sikkert interesseret i filmen primært, fordi Dustin Hoffman spiller en lille, men afgørende rolle. Hoffman overrasker ingen ved at stjæler hver en scene, han medvirker i. Resten af tiden savner man ham dog ikke, da Havana Rose Liu og Leo Woodall er dygtige både samme og hver for sig. Deres forhold er let at blive betaget af, og med undtagelse af en eskalering, der føles noget forceret, fremstår de som rigtige mennesker med håb og drømme, der ikke altid er forenelige med virkeligheden. Bag facaden hos Nicki gemmer sig bl.a. en enorm frustration over ikke at kunne gøre det, han elsker allermest, grundet sit handicap.

Er der noget tidspunkt, hvor tingene ikke spiller, så er det henimod slutningen, hvor Nickis kriminelle løbebane kolliderer med hans privatliv. I den her fase kører handlingen nærmest på automatpilot og læner sig op ad fortællestrukturens dramaturgi, i stedet for at være tro mod sine karakterer. Den endelige slutning leverer heldigvis et afsluttende brag, men de sidste 10 minutter op til lider under, at de to historier, grundlæggende ikke kan forenes.

Men er man i stand til at se bort fra nogle af manuskriptets mangler, vil man får en altopslugende oplevelse, der rammer en helt ind i knoglemarven.

Skrevet af
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.
Kommentarer er lukket.