Den australske dokumentarist Christopher Nelius viser med Whistle os et lidt usædvanligt hjørne af Hollywood. I samme stat som de store filmstudier og den røde løber med verdensstjerner samles en lille passioneret skare, for at fejre deres passion i livet – den latterliggjorte kunstform, fløjten. Her taler jeg ikke om træblæsere, men om det at fløjte med munden alene.
Alle verdens bedste fløjtere samles i Hollywood til Masters of Musical Whistling-konkurrencen, hvor den bedste fløjter skal findes. Det lyder måske skørt, men det er der kommet en hjertevarm, humoristisk og ikke mindste menneskelig film ud af.
Ikke nok med, at vi bliver inviteret indenfor i noget så nicheagtigt som kompetitiv fløjteri, så bliver det gjort med så meget, kærlighed, varme og humor, at man virkelig føler sig som en del af klubben, når historien er slut. Og ikke bare det, man holder virkelig af de her mennesker, der er så passioneret om noget, der ikke kunne være fjernere fra de store overskrifter.
De har ellers nok af personlighed. Du har bl.a. hovedarrangøren Carole, der er 100% følelse, og derfor ofte svinger fra vrede, til grin og til gråd. Den kejtede Yuki fra Japan, der drømmer om bare en enkelt gang ikke at blive nummer to. Eller hvad med skuespilleren Lauren, der er så meget på, at hun ofte overgør alt.
Skal være lidt hård, er det i sig selv ikke ekstraordinært. Alt dette er dog set mange gange før. Det er trods alt ladsiggørligt at få publikum til at holde af mennesker som disse, der så glædeligt deler ud af sig selv. Den store bedrift er derimod, at man griner sig igennem hele filmen med de fløjtende deltagere og ikke af dem.
Dokumentarist Christopher Nelius har virkelig haft blik for de mindeværdige øjeblikke under optagelserne. Dele af filmen kunne uden problemer have optrådt som et afsnit af The Office, så vågen har kameramændene været. Med andre ord, det er en fremragende filmet dokumentar, der ser endnu bedre ud på det store lærred, hvor du kan se alle de skæve blikke og karakterer lure i baggrunden.
Whistle er en helt særlig dokumentar. Der med kærlighed og omsorg hylder passion og livsglæde i alle dets former, også når det ”bare” handler om at fløjte det bedste man har lært.
