TIFF50: Adulthood

Kategori Anmeldelser, TIFF af - september 12, 2025
TIFF50: Adulthood

På samme festival som Keanu Reeves optræder i Good Fortunes, er hans ”tidsrejsende makker”, Alex Winter, også aktuel som instruktør af den sorte komedie Adulthood. Filmen følger søskendeparret Megan (Kaya Scodelario) og Noah (Josh Gad), der ikke har set hinanden i lang tid, men mødes igen, fordi deres mor har fået et slagtilfælde.

Fremtidsudsigterne er ikke lyse for hende, så de går i gang med at rydde op i hendes lejlighed. Tingene går dog ikke som smurt, da de finder et lig, skjult i kældervæggen, og derfra kører deres liv fuldstændig af sporet.

Det er en klassisk sort komedie, hvor en fuldstændig makaber situation bliver værre og værre, men sjovere og sjovere. I de bedste film indenfor genren, som fx Keeping Mum, finder filmskaberne hele tiden på nye måder at gøre livet surt for hovedkaraktererne.

Desværre går der næsten en time, før tingene virkelig eskalerer og derfra er det alt for lidt, alt for sent.

Indtil da har vi at gøre med en kompetent produceret, men ikke synderlig morsom komedie med søskendeparret i centrum. Den lange indledning føles også ekstra lang, fordi hverken Josh Gad eller Kaya Scodelario virkelig excellerer som henholdsvis funny man og straight man.

Gad er ikke på intet tidspunkt lårklaskende morsom, og de mange improviserede scener trækker mere i langdrag end suger en ind. Scodelario er til forskel så straight, at hun er som taget ud af et andet og meget mere højdramatisk drama, hvor alt håndteres med den dybeste alvor.

Det eneste lyspunkt er Anthony Carrigan som deres finurlige fætter, men ligesom med alt andet i filmen, er det alt for lidt og alt for sent.

Skrevet af
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.
Kommentarer er lukket.