Med California Schemin’ har James McAvoy lavet en rigtig crowdpleaser. Baseret på den virkelige historie om de skotske venner Gavin og Billy, følger vi dem, mens de forsøger at bryde igennem den notoriske lukkede musikbranche. Ingen vil tilsyneladende høre på skotske rappere, hvilket leder dem til den naturlige konklusion, at de må udgive sig for at være amerikanere, for de er jo i høj kurs – og så kan de også udstille hykleriet i samme ombæring.

Med amerikanske accenter får de smigret sig til en pladekontrakt og begynder at turnere, men når man endelig er blevet inviteret indenfor, er det noget sværere at give afkald på det gode liv.

Problemerne for de to drenge er måske ikke store i en global kontekst. At man ikke slår igennem efter sin første audition, eller bliver latterliggjort af nogle magtfulde røvhuller, er ikke en unik situation. Flere gange undervejs sættes det også i relation til problemer med ulighed og racisme, og det gøres klart, at det ikke er noget, som skal tages virkelig alvorligt.

Det skaber et frirum, hvor McAvoy kan have det sjovt med en fortælling om, der tog røven på folk, som ingen kan lide – musikproducere – og underholdende er det.

De to unge skotske skuespillere, er fuld af ungdommelig energi, gåpåmod og ikke mindst dumdristighed, så man holder langt hen ad vejen med dem, selvom de er på en mission, der kan ende på én måde. McAvoy har også givet sig selv rollen som et Simon Cowell lignende topchef for pladeselskabet, hvor han virkelig kan smide om sig med bandeord.

Denne lethed har dog også en slagside, og det er, at den aldrig bliver virkelig rørende. Man føler for drengene, men aldrig på noget dybere niveau, og historien er så konventionel, særligt med alle musikerklichéerne, at man på intet tidspunkt bliver overrasket over nogen eller noget.

Men igen, det er en underholdende og hyggelig oplevelse, der med lethed fanger biografpublikummets opmærksomhed, og set i lyset af, at det er James McAvoys instruktørdebut, er det ikke så ringe endda.