Nic Pizzolatto har taget krimien fra stuen med True Detective og prøver nu lykken på det store lærred med Easy’s Waltz.

Vi følger den fallerede Las Vegas-sanger med kælenavnet Easy (Vince Vaughn), der får en uventet chance for et comeback, da en old-school forretningsmand ser et lys i ham. Desværre er Easy sin egen største fjende, og spørgsmålet er, om han kan lade være med at sabotere muligheden, han har ventet hele livet på.

Historien om en afdanket, men dygtig sanger, der får chancen for succes sent i sit liv, er en præmis fuld af potentiale. Hvordan kan det ikke påvirke hans selvforståelse, hans relationer og ikke mindst forholdet til selve musikken. I Pizzolattos hænder, kommer vi dog slet ikke rundt om nogen af de emner.

I stedet går plottet i tomgang ufattelig hurtigt, og så må vi tage til takke med skuespillere, som falder tilbage på det, de er bedst til. Lou er følelsesladet og en person, der altid sætter andre først, men fordi der er så lidt at arbejde med, kører Vince Vaughn den hjem med sin vanlige sarkasme.

Al Pacino kæmper også med replikker, der er så repetitive, at han på et tidspunkt direkte bede Lou om at lade være med at gentage ham. Jeg elsker Pacino, men det er begrænset, hvor meget han kan løfte materialet, når albuerummet er ikkeeksisterende.

Den eneste, som slipper nogenlunde helskindet igennem, er Simon Rex, der fremstår som et rigtigt menneske, men hans historie er sideløbende, så de forbedrer ikke hinanden.

I sidste ende er Easy’s Waltz et generisk krimidrama. Lydsiden er ikke vild imponerende, og selv med Las Vegas som kulisse, er det ikke nogen æstetisk fryd for øjet. Der er ikke meget, som går op i en højere enhed, men i det mindste får Pacino lov til at tygge drog i en række scener, og det er altid en fornøjelse.