Girl er et taiwansk coming‑of‑age drama instrueret af den asiatiske stjerne Shu Qi i hendes spillefilmsdebut.

I slut‑80’ernes Taiwan vokser den stille og indadvendte Hsiao‑lee op i et hjem præget af fattigdom, vold og en følelsesmæssigt fraværende mor. Da hun møder den livlige Li‑li, er der pludselig et lys i en trist verden, men Hsiao‑lee må stadig kæmpe for at finde sin egen stemme, mens hun bliver tynget af hendes families historie.

Man skal nok bruge lidt længere tid end normalt på at spore sig ind på tonen og budskabet. Kulturforskellene er alligevel meget store mellem Taiwan og Danmark, og når hele første akt er visualiseret gennem et hav af drømmesekvenser, er det ikke mærkeligt, hvis man har svært ved at følge med som udlænding.

Men efter den første halve times kalibrering, står det klart, at der er tale om benhård socialrealisme, med alle de værste sider af underklassen. Hsiao-Lees hjem er ikke et, man har lyst til at vokse op i. Med en alkoholiseret og tyrannisk far, der mishandler hendes mor, og en mor, der håndterer det ved at slå sin datter i ren afmagt, er det en stensikker måde at fastholde hende i den sociale arv.

Det er barske løjer, og hvis man ikke kan holde ud at se misrøgt og det, der er værre i to timer, skal man ikke blive hængende.  For i sidste ende, er der ikke nogen store konsekvenser, som man ellers efter at have siddet igennem så mange lidelser. Samfundsstrukturerne bliver ikke kritiseret, faktisk slet ikke forholdt, fordi det ender med at være naturen, der går sin gang, og så er det op til karaktererne at få det bedste ud af omstændighederne.

Derfor emmer den også af uforløst potentiale. Hvis manuskriptet var revideret et par gange mere, kunne det måske have fremmanet en gedigen kunstoplevelse, men som det er nu, er det bare en hård film uden nogen forløsning.