Brian Cox må siges at have haft en lang og begivenhedsrig karriere som skuespiller, og nu springer han også ud som instruktør med Glenrothan. Historien om de to brødre Sandy og Donal, der grundet et stormfuldt forhold til deres far, resulterede i, at Donal stak af til USA og aldrig så sig tilbage igen.

Nu er der gået 40 år, og på opfordring af hans datter, beslutter Donal sig for at rejse tilbage til hjemegnen i de skotske højlande for at forsone sig med sin bror, men det er lettere sagt end gjort.

Hvad der hører med til historien er, at forholdet stadig er så betændt, at det er først, da Donals blues bar brændes ned, at han for alvor lader sig overtale til at tage hjem til familiens destilleri i Skotland, med en skjult dagsorden i baglommen.

Ikke overraskende er skuespillet i højsædet. Fortællestrukturen er enkel og kameraet er roligt, mens panoreringerne viser de naturskønne omgivelser i Skotland. Alt arbejde hen imod at skabe de bedste forudsætninger for skuespillerne, så de kan stråle

Og stråle gør de. Alan Cumming, der ellers ikke er bleg for at overspiller i underholdningens tjeneste, er meget mere afmålt og troværdig som broren, der stak af fra familieproblemerne, og stadig gør det 40 år senere. Brian Cox formår også at spille mod typecasting, ved at være den ordentlige bror, der ofrer sig, så resten af familien kan få lov til at blomstre.

Alt dette er fornemt, det, der trækker filmen op over den enkle fortællestruktur, er, hvor meget kærlighed stemningen emmer af. Brian Cox er nok kendt af de fleste for at spille variationer af et højråbende røvhul, men selv med en enormt egoistisk hovedkarakter, der følelsesmæssigt er gået i stå som teenager, er kærligheden altid til at spore. Det handler jo om familie, og de forbliver ens nærmest hele livet, om man vil det eller ej.