Hamnet er et historisk drama, der fortæller den fiktive historie om tilblivelsen af Hamlet. William Shakespeare og konen Agnes’ liv bliver forandret for evigt, da en tragedie rammer dem i familien, og gennem den udforsker filmen, både deres kærlighedshistorie, men også den dybe sorg, der senere inspirerer Shakespeare til at skrive tragedien Hamlet.
Oscarvinderen Chloé Zhao har med sin rolige og naturalistiske stil formet en stilfærdig fortælling om sorg. I virkeligheden handler det ikke så meget om tilblivelsen af Hamlet-teaterstykket, men om Shakespeares familie. Der er mere tale om et periodedrama, end en pompøs skildring af en inspireret forfatter, der på guddommelig vis nedfælder magiske ord på et stykke papir.
Som sædvanligt er fortælletempoet afdæmpet og tonen gravalvorlig. De eneste øjeblikke med glæde og grin, udspringer af de perioder, hvor Anne, William og resten af familien lever i den største harmoni med hinanden. Det er modigt, for hvis det ikke fungerer, bliver det en meget, meget lang oplevelse.
Heldigvis går det hele op i en højere enhed.
Ligesom tiden gik langsommere i 1500-tallet, så gør filmen det også, og det giver plads til, at vi kan få lov til at mærke den forbindelse og kærlighed, der eksisterer mellem Anne og William. Fra første øjekast, er der forelsket, og det er en kærlighed, man tror på.
Kemien er mærkbar mellem Jessie Buckley og Paul Mescal. De udstråler en beundringsværdig livsgnist, der først bliver slukket, da tragedien rammer. Begge er gennemgående eminente, noget man trygt kan sige om alle i ensemblet. Det er dog stadig værd at fremhæve Buckley. Hun rummer en autenticitet, der er så brutal i sin ærlighed, at man bare bliver mere opslugt af hendes tilstedeværelse, jo længere de mange close-ups bliver hængende på hendes udtryksfulde ansigt.
Et kritikpunkt, der er værd at nævne, er, at lydmixet ikke altid er perfekt. Til tider drukner dialogen i naturlyde, og så er det svært at høre, hvad de siger, særligt når de taler Early Modern English.
Musikken er også fremragende. Komponeret af Max Richter, slutter det hele i et crescendo, der får hele salen til at snøfte og hårene til at rejse sig på kroppen. Det er måske lidt snyd at bruge “On the Nature of Daylight”, men når man selv har komponeret stykket, befinder vi os vel lidt i en gråzone. Jeg kan dog heller ikke belønne genbruget, når Max Richter allerede har brugt den mindst en gang før, til præcis den samme slutning i Arrival.
Alt i alt er det dog en film, som alle kan være stolte af, og som helt sikkert vil røre sit publikum.
