Hvordan skaber man en film, der både er et melodrama og et mysterium – uden at miste publikum undervejs? For den franske instruktør Arnaud Desplechin og hans medforfatter Kamen Velkovsky var svaret at turde bryde vanetænkningen og stole kompromisløst på skuespillerne.

Den omtalte film, Two Pianos, som netop har haft premiere på TIFF, er en fortælling i to akter. En gådefuld første del, hvor handlingen udspiller sig mellem linjerne, og en følelsesmæssigt drevet anden del, hvor karaktererne endelig får talt ud. De to dele flettes sammen og skaber en både uventet struktur, men også en overraskende positiv oplevelse.

Under festivalen satte vi os ned med Desplechin og Velkovsky til en samtale om idéen bag filmen, arbejdet med skuespillerne og hvorfor de mener, at film skal turde overraske.

To fortællinger, én vision

Idéen til filmen opstod, da Desplechin og Velkovsky hver især havde en historie, de ikke kunne slippe.

“Jeg var besat af billedet af en ung enke på en kirkegård, der fortæller en upassende joke uden at vide hvorfor,” fortæller Desplechin. “Hun er ung, fortvivlet, og pludselig bryder hun alle normer. Jeg elsker den slags øjeblikke.”

Samtidig havde Velkovsky en helt anden idé: “En musiker vender hjem for at spille sin mentors sidste koncert og møder sin dobbeltgænger i en bar,” siger Velkovsky.

De to historier blev til én film, da Desplechin sagde højt, hvad de begge havde haft på fornemmelse. “På et tidspunkt sagde jeg: Det er den samme film. [Dobbeltgængeren] er enkens søn,” forklarer Desplechin.

Dermed opstod den todelte struktur, som instruktøren altid har været draget af: “Jeg elsker film i to akter, som Vertigo. Først følge vi én kvinde, så en anden. Det åbner for overraskelser,” siger Desplechin.

© Emmanuelle Firman

Et opgør med tre-akts strukturen

Denne todelte film, er et brud på den klassiske tre-akts struktur, og var ligeledes et bevidst valg fra Velkovsky, der gerne vil gøre op med, hvor konventionelle filmskabere er blevet.

“Alt for mange film følger den samme kurve,” siger Velkovsky. “Selv festivalfilm er blevet forudsigelige. Du kan næsten sætte dig og krydse af: ‘Nu gør denne person dét, og så sker dét.’ Vi ville gøre oprør mod det og finde en ny måde at fortælle på,” sige han.

“Alt for mange film følger den samme kurve. Selv festivalfilm er blevet forudsigelige. Vi ville gøre oprør mod det og finde en ny måde at fortælle på,” siger han.

Resultatet er en film, der skifter tone halvvejs – fra et gådefuldt mysterium til intenst melodrama. Skiftet føles ikke unaturligt, men som en nødvendig del af sorgprocessen, karaktererne skal igennem for at konfrontere deres fortid.

Autentiske karakterer

En af filmens styrker er dens komplekse karakterer fuld af rodet menneskelighed. I det atypiske trekantsdrama har Mathias, som er både brutal og blid, voldsom og sårbar. Claude er den tilbageholdte, der valgte Pierre, fordi Mathias var “for meget” — men som nu må leve med efterdønningerne.

“Jeg elsker figurer, der er større end livet, men stadig føles ægte,” siger Desplechin. “[Fx kan Mathias] være brutal, blid, voldelig, kærlig – alt på én gang. Det er skuespillernes opgave at gøre det troværdigt, og det er det jeg arbejde med som instruktør.”

Velkovsky tilføjer med et grin: “Arnaud elsker mennesker, og jeg hader mennesker. Når vi kombinerer det, får vi et ret objektivt blik på karaktererne.” Ligesom rigtige mennesker siger karaktererne sjældent det, de føler. Ofte modsiger ordene deres handlinger. “Folk forklarer ikke sig selv,” siger Velkovsky. “Det gør film tit. Vi ville lade stilheden og kameraet arbejde.”

© Emmanuelle Firman

Charlotte Rampling og klare rammer

Vi har hørt fra mange filmskabere, at når dialogen fremstår naturlig, er det ofte akkompagnere med forklaringen om, at det var improviseret, men det var ikke tilfældet her. Hver en replik blev vendt og drejet før optagelserne, men så kunne skuespillerne også gøre dem til ”deres egne”.

“Vi arbejdede intenst med replikkerne før optagelserne,” forklarer Desplechin. “Jeg sagde til skuespillerne: ‘Respektér ikke ordene – gør dem til jeres egne.’ Settet er stadig struktureret, men det handler om at skabe frihed inden for rammerne,” siger Desplichin og understreg. ”Mit job er at skabe de øjeblikke, hvor skuespillerne selv overraskes af, hvad de siger.”

Med denne proces er det heller ingen selvfølge at få en anerkendt og dygtig skuespiller med ombord.

“[Charlotte Rampling] var skeptisk over manuskriptet,” indrømmer Desplechin. “Vi skriver ikke som i Hollywood – vores manuskript lignede en bog. Hun spurgte: ‘Er det færdigt?’

For Desplechin blev det startskuddet til en dyb gennemgang, hvor hver replik blev forankret i karakterens liv. “Hun sagde: ‘For at være fri behøver jeg ikke at ændre ordene. Jeg skal forstå dem,’” fortæller han. Resultatet mærkes i en nøglescene, hvor hun bekender, at hun vil opgive musikken. “Det slog os ud,” siger han stille. “Hun var så god.”

Mørket som stilvalg

Et andet element Desplechin og Velkovsky har kæmpet med, er æstetikken. Filmen har et slående udseende med dybe skygger, varme toner med en lyssætning, der minder mere stearinlys i vintermørket end sommeren i Lyon.

Inspireret af bl.a. Clint Eastwoods modige lyssætning insisterede de begge på, at mørket godt må være mørkt. “I dag er alt for oplyst,” siger Velkovsky. “Som om alt foregår i en IKEA-butik.”

Og ja, filmen er faktisk optaget digitalt. Ikke af økonomisk tvang, men som et ligeværdigt valg. “Det er et værktøj,” siger Desplechin. “Filmens sandhed ligger ikke i mediet, men i lyset, i spillet, i rytmen – og det kan du skabe både digitalt og med celluloid i dag”

© Emmanuelle Firman

En åben slutning

Filmen slutter uden en klar konklusion. Mødet mellem Mathias og Claude efterlader døren på klem i stedet for at smække dem.

“Nogle tror, Mathias vender tilbage, smiler Desplechin. ”Jeg er gammel nok til at vide, at selv når man elsker nogen, er det ikke altid muligt. Livet sker. Man må acceptere det.”

Velkovsky supplerer: ” For mig er der en form for forløsning. De bevæger sig videre — hver på sin måde. Livet ender sjældent med et brag – det ender med en hvisken.”

Gaven til publikum

I en tid, hvor alt overforklares, insisterer Desplechin og Velkovsky på at give tilskueren tillid. Tillid til at leve med tvetydighed. Til at acceptere, at mennesker sjældent siger, hvad de mener, og sjældent gør, hvad de burde. “Vi ville lave dialog som mellem rigtige mennesker,” siger Velkovsky. “Det, du siger, og det, du føler, matcher sjældent. Det er dér, filmen lever.”

Spørger man, hvad Desplechin er mest stolt af, peger han ikke på form, klip eller motiviske løsninger. Han peger på skuespillerne. “Det, de gav mig, er større end livet,” siger han. “Det er gaven.” Den unge Valentin som Simon; Nadias stille mod på kirkegården; Ramplings gennembrud i erkendelsens øjeblik — præstationer, der ikke kan fabrikeres i postproduktionen. Det er filmens største bedrift.

“Jeg håber, [publikum] mærker modet til at fortælle historier på nye måder,” siger Velkovsky. “Og at de ser, at kærlighed og tab ikke altid følger en manual.”

Desplechin nikker: “For mig er det altid skuespillerne. Hvis publikum går ud og bærer dem med sig — deres stemmer, deres modsigelser, deres fejl — så har vi gjort vores arbejde.”

Med Two Pianos har Desplechin og Velkovsky skabt en film, der tør være uforudsigelig, og som minder os om, at de mest mindeværdige historier ofte er dem, der ikke følger reglerne.