Hvordan laver man en film om verdensmesterskabet i fløjtning uden at gøre grin med deltagerne? For den australske instruktør Christopher Nelius var svaret enkelt: Man lader hjertet og musikken tale. Hans nye dokumentar, Whistle, tager os med ind i en nicheverden fyldt med passion, virtuositet og uventet drama. Under TIFF mødte vi Nelius til en samtale om idéen bag dokumentaren, optagelserne, og hvorfor han elsker underdog-historier.
Christopher Nelius har måske lavet flere dokumentarer, men han stadig faktisk slet ikke som filmskaber, men som musiker, og den fortid var afgørende for, hvorfor han endte med at lave netop denne dokumentarfilm.
“Jeg har en musikalsk baggrund. Da jeg gik ud af high-school, var jeg musiker og begyndte at komponere. Samtidig begyndte jeg at lave film, og til sidst overtog film arbejdet med komposition. Men jeg har altid elsket musikfilm,” fortæller han. Netop den kærlighed til musik blev startskuddet til hans seneste projekt. Idéen kom, da han hørte om verdensmesterskabet i fløjtning.
For Nelius var det vigtigt, at filmen ikke kun handlede om en kuriositet, men at den havde dybde. Det fandt han i Carole, kvinden bag konkurrencen.
“Carole er for mig lidt af en amerikansk helt. Hun siger: ‘Jeg vil ikke bare besøge denne planet – jeg vil efterlade et aftryk.’ Hun har ingen penge, men hun laver alligevel [den her konkurrence]. Hun er sjov, kvik og har skrevet en masterafhandling om fløjtning som feministisk manifest,” siger han med et smil. “Hun siger selv: ‘Hvis jeg har én ting, der taler for mig, er det, at jeg ikke redigerer, hvem jeg er.’ Det er så sandt.”
Produktionen var også meget atypisk for en dokumentar. I modsætning til de fleste andre indenfor feltet, var der kun råd til meget få optagedage. “Vi filmede ikke mange dage – det var koncentreret omkring konkurrencen og et par ekstra optagelser i Japan. Det gav en rough cut på fire en halv time. At klippe de sidste ti minutter ud var virkelig smertefuldt – vi kalder det [i Australien] at drukne hvalpen,” fortæller han. Musikrettigheder var en anden udfordring: “Vi var begrænset af musikken, fordi vi skulle have rettigheder til så mange sange. Det påvirkede, hvad vi kunne bruge.”
Udover det interessante emne, er en af filmens styrker dens visuelle stil, der minder om en mockumentary – men uden at gøre grin med deltagerne. “Vi besluttede at bruge zooms bevidst og beholde dem i klipningen – inspireret af Best in Show. Det giver en følelse af live-energi. Jeg var lidt bekymret for, om det ville føles, som om vi gjorde grin med deltagerne. Men tonen og hjertet i filmen forhindrede det,” siger Nelius.
Han understreger, at humor og respekt gik hånd i hånd: “Hvis vi havde lavet det til ren komedie, ville det ikke have holdt til en hel film.”
Denne respekt var til stede i alle aspekter af produktionen, fordi Nelius’ tilgang er at arbejde ud fra emnets præmisser. “Jeg prøver at finde den rigtige teknik til emnet. Jeg kan godt lide, når man ikke ser instruktørens hånd for tydeligt. Jeg vil gerne forsvinde lidt, så man føler, man er inde i gruppen. Og det synes jeg lykkedes her – folk siger, de føler, de er en del af fløjtemiljøet, og det er det bedste kompliment.” “Jeg tror, man kan lave en dokumentar om hvem som helst, hvis man lærer deres liv at kende.”
Ud over de tekniske og kunstneriske overvejelser er det tydeligt, at Nelius drives af en dyb respekt for sine medvirkende. Han fortæller, hvordan han brugte tid på at opbygge tillid: “Jeg brugte meget tid på at tale med fløjterne, før vi filmede, for at opbygge tillid og gøre dem trygge foran kameraet. Det er afgørende i dokumentarfilm. Til mit store held forstod de det og var med på idéen. De blev hurtigt åbne og generøse, og jeg tror, de syntes, det var sjovt at have et kamera på sig. De er jo performere.”
For Nelius handler dokumentarfilm om mere end blot at registrere virkeligheden. “Jeg er tiltrukket af underdog-historier. Der er noget smukt og menneskeligt i dem. Filmen viser, at det ikke handler om penge, men om passion og fællesskab. Faktisk gør det, at der ikke er præmiepenge, konkurrencen mere hjertelig og unik.”
Han håber også, at filmen giver fløjterne mere opmærksomhed: “Nogle af [de fløjtende] er fantastiske musikere – Jay er fænomenal, Molly er utrolig, og Yuki er en legende. Han taler fem sprog, spiller flere instrumenter og har altid været nummer to eller tre. Det er den perfekte historie, og nok derfor folk er blevet så glade for ham.”
Filmen er ikke kun en hyldest til fløjtning, men også til menneskelig passion og kreativitet. Som Nelius siger: “Det handler om at finde glæde i noget, selvom det ikke gør dig rig eller berømt. Det er det, der gør det smukt. Det vigtigste er ikke at vinde, men at finde mening i det, vi elsker.”
