Hvordan fortæller man en historie om migration, kulturel fremmedgørelse og kvinders kamp uden at forfalde til klichéer eller sentimentalitet? For den japansk-amerikanske instruktør Eimi Imanishi var svaret klart: Man tager udgangspunkt i det personlige og lader det drive resten af processen.

Hendes nye film, Nomad Shadow, som havde premiere på TIFF, tager os med til Vestsahara – et sted, de færreste kender – og ind i en fortælling om at høre til, og så alligevel ikke. Under festivalen mødte vi Imanishi til en samtale om idéen bag filmen, optagelserne i ørkenen og hvorfor hun mener, at outsiderens blik kan være en styrke.

Rejsen til Vestsahara

Eimi Imanishi begyndte ikke sin karriere som filmskaber. Hun arbejdede oprindeligt med visuel kunst, og det var først gennem et personligt forhold, at filmmediet blev hendes redskab til at fortælle en større historie.

“Jeg mødte min eksmand, en sahrawi mand, da jeg boede i Barcelona. Vi var begge fremmede i Spanien, og vi kunne begge relatere til følelse af ikke at høre til. Selv han, som var ‘ren’ sahrawi, blev set som fremmed, fordi han havde været væk. Den følelse af ikke at høre til nogen steder – det er hjemløshed. Og det var den følelse, jeg ville undersøge i filmen.”

Da arbejdet gik i gang med at fortælle om den følelse på film, var det ikke plan at centrere den om Vestsahara. Det var snarere noget, der voksede ud af hendes egne oplevelser og relationer.

“Jeg lavede ikke film dengang – jeg lavede visuel kunst – så jeg havde ingen antagelser. Jeg tog bare alt ind. Fordi jeg altid har været outsider, sammenligner jeg folks bevægelser og adfærd. Det var sådan, jeg lærte kulturen at kende – ikke gennem research, men gennem nærvær.”

Det nærvær blev også bemærket af hendes skuespillerinde, som efter optagelserne sagde, at filmen føltes som om den var skrevet indefra – med forståelse for, hvordan mennesker i kulturen taler og agerer med hinanden.

Brutal ærlighed og en båd uden årer

Men filmen er ikke kun en poetisk rejse. Den er også brutal. Hovedpersonen Mariam gennemgår en række hårde oplevelser – fra social afvisning til tab og sorg. Det var et bevidst valg, fortæller Imanishi.

“Jeg ville ikke gøre det nemt, for det er det ikke. Jeg ville skabe en karakter, der er stærk og kæmper for sin frihed og værdighed – uanset hvor meget hun skal igennem. Hun står ikke på en piedestal og siger: ‘Jeg vil redde verden.’ Men hun overlever, og det er heltemodigt.”

Et af filmens mest symbolske elementer er en række drømmesekvenser med Mariam i en båd. Hver gang livet kan blive for meget, vender filmen tilbage til billedet af Mariam i en båd alene i havet. For Imanishi er båden et billede på den ensomhed, man kan føle midt i livets stormvejr – en tilstand, hun selv kender.

“Dit liv er en båd ude på havet. Du flyder helt alene og må bare vente på bølgen, der driver dig videre. Nogle gange har du ikke engang årer. Du kan ikke styre noget – du må bare sidde og vente. Og det er sådan, det føles, når man går igennem noget svært. Selv med støtte fra familie og venner, kan man føle sig helt alene.”

Skuespillerne først

Produktionen var langt fra et stort set med ubegrænsede ressourcer. Imanishi arbejdede både med ikke-professionelle skuespillere, havde begrænset optagetid og et lille budget. De mange benspænd krævede en særlig tilgang til instruktion.

“Min tilgang er altid: Skuespilleren først. Jeg ser på deres kropssprog og forsøger at forstå, hvad de vil gøre. Kameraet skal kunne modtage det, de giver. Jeg designer scenerne omkring dem – ikke omvendt. Det handler om at skabe rum for følelser, ikke om at kontrollere dem.”

Fx måtte hun omskrive en karakter – Mariams onkel – fordi den skuespiller, hun fandt, havde en helt anden energi end den oprindelige idé., hvilket var en gave.

“Han var charmerende, lidt en skørtejæger – slet ikke den vise mand, jeg havde skrevet. Men han havde en tilstedeværelse, og jeg tænkte: ‘Okay, jeg omskriver ham.’ Det føltes som en ny, levende karakter i manuskriptet, som jeg kunne elske. Det var skræmmende at give slip på den gamle version, men også befriende.”

Nuancer i et mandsdomineret miljø

Filmen skildrer også kvinders kamp i et mandsdomineret miljø. Det har dog være vigtigt Imanishi at være omhyggelig med skildringen, så kulturen ikke bliver reduceret til chauvinisme. Hun ønsker at vise kompleksiteten – både de begrænsninger og de styrker, hun har oplevet.

“Jeg vil ikke portrættere kulturen som chauvinistisk, for der er mange positive sider, som andre kulturer mangler. Men det er svært at være kvinde [i Vestsahara] – også som udefrakommende. Jeg føler fysisk og mentalt, at min værdi er anderledes, når jeg stiger ud af flyet. Jeg ville vise solidaritet med de kvinder, jeg har mødt, som har valgt at leve alene for at bevare deres selvstændighed. Det er en ensom beslutning, men også en stærk en.”

Hvad håber hun, publikum tager med sig fra filmen?

“Jeg håber, de bliver ved med at tænke på stedet og de mennesker, de lige har mødt. De fleste kommer aldrig til Vestsahara, så dette kan være deres eneste ‘rejse’ dertil. Jeg vil også gerne vise en blidere side af islam – en religion, der ofte misforstås. Fx fortalt min bror mig: ‘Jeg vidste ikke, at islam var så holistisk.’ Han blev rørt over sætninger som ‘Gud tilgive os’ og ‘Fred være med dig.’”

Men vigtigst af alt: hun håber, at folk, der føler sig rodløse, vil føle sig set og hørt.

“Hvis Mariams rejse taler til nogen, så håber jeg, de føler sig set og hørt. Jeg laver film for at nå ud til folk – så jeg selv føler mig mindre alene. Verden kunne være tryggere, hvis flere følte sig set og hørt.”