Little Lorraine tager os tilbage til 1980’erne, i den lille fiskerby af samme navn, der ligger i Nova Scotia. Efter en mineeksplosion står arbejderen Jimmy (Stephen Amell) pludselig uden nogen fremtidsmuligheder, så da hans lyssky onkel Huey tilbyder ham et lukrativt job på hans hummerbåd, skal der ikke meget til at overtale ham. Der går dog ikke længe, før jobbet viser sig at være noget mere farligt end først antaget.

Det er en historie, man har hørt mange gange før. Om det faldefærdige lokalsamfund, beboet af arbejderklassefamilier i generationer, som pludselig falder på hårde tider og bliver lokket ud i fordærv.

Eksekveringen fejler intet, men gør heller ikke noget vildt opfindsomt med æstetikken, lyden, fortælleformen, skuespillet eller for den sags skyld dialogen, der er som taget ud af enhver gangsterfilm i de seneste 50 år.

Historien fortælles ordentligt og respektfuldt, og det er så det – eller faktisk ikke. Filmskaberne har nemlig et kort op i ærmet, og det er, at denne historie er specifik canadisk.

Som nogen måske har læst i overskrifterne, handler den om, hvordan kokainsmuglere bruger Canada til at komme ind til resten af Nordamerika. Derfor er der lidt lokal tekstur, de har et andet begreb om fællesskab og siger fx “Sorry” på en usædvanlig måde, som om ikke andet gør området mellem Nova Scotia og Newfoundland til et sted, der ikke er helt ligesom alle de små amerikanske byer, plaget af organiseret kriminalitet.