Poetic License er en rigtig amerikansk komedie, fuld af vittigheder, misforståelser og pinlige situationer. Filmen følger de to uadskillelige collegevenner Sam og Ari, hvis venskab begynder at smuldre, da de begge forelsker sig i Liz, en ensom, midaldrende mor, der superviserer deres poesiklasse. Mens rivaliseringen mellem de to drenge langsomt eskalerer, begynder en uanet Liz også at genoverveje sit, men forandringen kommer, uanset om hun er klar over det eller ej.
Improvisationskomedien lever i bedste velgående og ikke overraskende, er det Apatow, der har instrueret filmen. Ikke Judd Apatow, der i 00’erne producerede film som Knocked up, 40 Year Old Virgin og Anchorman, men derimod hans datter Maude Apatow. Og den genkendelige stil skyldes nok, at det er en decideret familieproduktion, med mor, Leslie Mann, i en af de tre hovedroller og den produktive far er producer nok engang.
Den er bygget op på præcis samme måde, som farmands nu gamle komedie. Scenerne følger en løs rød tråd, der til sidst fører til en tematisk konklusion, men det store tomrum bliver udfyldt af skuespillernes fantasi. Ikke overraskende resulterer det i en meget dialogtung komedie.
Karaktererne taler non-stop, også ofte over hinanden, i håbet om at samtale fører hen til en pludselig punchline, der kan overraske og få publikum til at grine. Når det er værst, snakker Sam og Ari bare endeløst som et gammelt ægtepar, men når det fungerer, får det hele biografsalen til at bryde ud i latter. Cooper Hoffman og Andrew Barth Feldman er uden tvivl den humoristiske motor, mens Leslie Mann fungerer mere som støttehjul, hvis de to unge skuespillere skulle have faldt igennem.
I dette specifikke tilfælde, er det helt klart flere scener som er morsomme end ulidelige. I modsætning til farmand har Maude Apatow fødderne solidt plantet i komedie. Der er ikke nogen lange melodramatiske scener, der skal give illusionen af en følelsesmæssig dybde. Det her er en rendyrket komedie om tre forskruet personer, der roder sig ud i eskalerende problemer, og vi afviger kun nok fra det setup til, at der stadig er tale om en film, og bare en række sammenklistret YouTube-videoer.
Man kommer ikke til at recitere filmen og mindes dens karakterer. Den improviserede dialog er måske hovedsagelig morsom, men den er også så naturalistisk, at ligesom ens vittigheder med vennerne, er det kun en promille, som hænger ved.
Det er ironisk nok en komedie som far lavede dem, og hvis du kan se den i en fyldt biografsal, er der garanti for masser af grin.
