TIFF50: Sacrifice

Kategori Anmeldelser, TIFF af - september 08, 2025
TIFF50: Sacrifice

Romain Gavras’ nye film Sacrifice følger den afdankede filmstjerne Mike Taylor (Chris Evans), der til en klimamiddag for verdens rigeste, bliver kidnappet af en fanatiske terror organisation, der vil redde menneskeheden fra Jordens undergang.

Vi har at gøre med endnu en film, der starter så lovende, men fuldstændig mister pusten lang tid før slutningen. Ikke engang en længere drømmesekvens cirka halvvejs kan opveje for, hvor blottet for indhold, vores eventyr er på det tidspunkt. Med andre ord, er der ikke tale om nogen Tropic Thunder, hvor en idiotisk skuespiller agerer knudepunkt for en udforskning af meget mere end bare en narcissist skuespillers liv.

I takt med at humoren forsvinder fra overfladen, fordufter den narrative drivkraft også.

Chris Evans kan ganske enkelt ikke manøvrere rundt i de mange toner, som Romain Gavras kaster op luften. Flere karakterer kalder ham for øgenavne, der alle er variationer på klovn, og det er hvad han forbliver, fordi han som en hovedløs kylling passivt følger med strømmen.

Det er nu ikke fordi resten af persongalleriet slipper meget bedre fra det svingende manuskript. Anya Taylor-Joy er ligeledes endimensionel og forbliver monoton gennem hele filmen. Da John Malkovich dukker op, er klokken for alvor slået, da det herefter er umuligt at tage noget seriøst. Kun Vincent Cassel kan se sig selv i øjnene og være tilfreds med sin præstation. Cassel ved, hvilken film han er med i, og skifter mesterligt mellem at være ulideligt røvhul og den sunde fornuft på en måde, hvor han aldrig fremstår malplaceret.

Det korte af det lange er, at Sacrifice ganske enkelt ikke lykkes med sin mission. Den lægger måske fra land med en satirisk spidning af greenwashing, men ender med en rodløs forsamling af karikaturer, der ikke har mulighed for at ramme nogen dybde og ikke engang er særlig morsomme. Den første halvdel er oprigtig godt skruet sammen, men den halvdel er så ujævn, at det hele løber ud i sandet til sidst.

Skrevet af
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.
Kommentarer er lukket.