I det irsk sportsdrama, Saipan, genfortælles den kontroversielle optakt til VM i fodbold 2002.
Filmen fokuserer den irske landsholdskaptajn Roy Keane, der under holdets træningslejr på den lille stillehavsø Saipan, har nået sin smertegrænse, hvad angår amatørisme i det irske fodboldforbund. Kombineret med en stigende irritation over landstræneren, Mick McCarthys træningsmetoder, kulminerer det i en eksplosion, som rystede hele fodboldnationen.
Tankerne ledes tilbage på alle de glade historier om det danske fodboldlandsholds forberedelse op til EM 1992. Som en flok glade amatører festede de danske fodboldspillere, drak og spiste junkfood som opvarmning op til slutrunden. Amatørismen gjorde, at bl.a. Michael Laudrup, siden kåret til den største sportsperson i Danmarkshistorie, nægtede at stille op. Det kunne ikke være planlagt dårligere, men endte som bekendt med en af de største danske sportstriumfer nogensinde. 10 år senere endte det noget anderledes for en anden europæisk fodboldnation, da Irland skulle deltage i VM 2002.
Det er i virkeligheden historien om to meget stolte mænd, der ikke kunne se forbi forholdet til hinanden, der endte med at ødelægge det hele for dem begge.
For selvfølgelig er det under al kritik, at Irlands opvarmningstur er på et skod hotel i Saipan, at buffeten består af ostesandwicher, banen er gennemhullet, og at der ikke er nogen fodbolde de første fem dage. At fodboldforbundet og resten af holdet også fester hver eneste nat, er heller ikke optimalt som topatlet. Men måden Roy Keane håndterer det på, fortjener heller ingen roser.
Hvis ikke man kender Keane, får man en god introduktion i filmen her. Han var og er stadig lidt af en spøjs skikkelse, der altid med et sammenbidt ansigtsudtryk, advokerer for de gamle dyder og en stålfast målrettethed i ønsket om at vinde. At han så ikke ejer fingerspidsfornemmelse og er umanerlig aggressiv overfor alle, der ikke lever op til hans standard, berettiget eller ej, gøder naturligvis grunden til en katastrofe.
Éanna Hardwicke og Steve Coogan spiller de to stolte mænd, og det er vel den bedste version af virkelighedens begivenheder, vi kunne have fået. De to er overbevisende, men man kan også se, at både historien, men også budgettet ikke har været til de helt store armbevægelser. Alle sportshøjdepunkterne er rigtige arkivoptagelser, fordi det ganske enkelt ville have været for dyrt at genskabe dem med skuespillere, mens rollelisten også forbliver noget small, selv med en bred fodboldtrup.
Den tematiske værdi er til at få øje på. Havde de begge været lidt mere ydmyge, eller bare kunnet lide hinanden, ville situationen ikke have eskaleret, som den gjorde. Stolthed har en pris, og det er ikke altid, den er værd at betale.
Det er en lille og relativ kort film, der præsenterer os for et vigtigt budskab i vores selvforherligende tidsalder, men så er den altså heller ikke mere fængende.
