I 1575 bliver Miguel Cervantes, taget til fange i Algier, i krigene mellem kristne og muslimer. Mens han holdes som gidsel, opdager han sine evner som historiefortæller og udvikler en kompleks relation til sin fangevogter.
Som virkelighedens tusind og en nats eventyr, følger vi i The Captive Miguel Cervantes, forfatteren bag Don Quijote, mens han forsøger at få de bedste ud af sin tid i fangehullet, takket være sin evne til at tryllebinde et publikum.
Det er også en påmindelse om at sætte tingene i perspektiv. Ved at tænke ud af boksen og opfinde historier, får krøblingen pludselig styrken til at kæmpe imod de mest magtfulde personer. I en hedonistisk kultur er folkeforføreren konge. Eftersom kunst er indirekte forbudt, ender Cervantes med at spille en unik rolle, ironisk nok i kraft af hans fangenskab. Folket vil underholdes, men ingen fri mand har tilladelse til at gøre det.
Tingene sættes i perspektiv ved at vise, at ikke alle samfund følger den kristne verdensorden. Muslimerne er måske lige så barbariske i deres behandling af religiøse fanger, men her er homoseksualitet ikke en dødssynd. Der er decideret saloner, hvor mænd kan mødes, crossdresse og være sig selv på en måde, der ville være utænkelig i 1500-tallets Spanien.
Desværre forbliver meget af det virkelig potente stof i baggrunden. Filmskaberne er langt mere optaget af queer-fortællingen. Der er en episk livshistorie gemt væk, med en farverig kulisse i Afrikas ørken, men i stedet for at udforske mennesket er filmen lige så ensporet som de adelsmænd, der ikke vil løfte en finger for at redde deres eget liv.
Hele Cervantes liv bliver reduceret til hans tid i fangenskab, øjensynlig, og den eneste forståelige årsag, ud over økonomiske begrænsninger, er, at queer-elementet har vægtet tungeste for filmskaberne. Det er ikke kun trist, da vi bliver berøvet for et større epos, men fordi filmen selv er i tvivl om hans seksualitet, ligesom det også er banalt at koge en persons essens ned til deres seksuelle præference.
Don Quijote er jo en dybt ironisk ridderfortælling, men den Miguel vi får præsenteret, er mere en con-artist, der heller tiden leder efter åbningen, uforenelig med en flabet gavtyv, der tager pis på alt og alle.
Derfor er det ikke noget vellykket portræt af forfatteren, men en interessant dramatisering af, hvilket opfindsomt overlevelsesinstinkt folk besidder, selvom de har alle odds imod sig.
