I The Choral tages vi tilbage til 1916 under Første Verdenskrig. I den fiktive by Ramsden mangler de mandlige medlemmer til byens kor, da de fleste mænd har tilmeldt sig fronten. Den dygtige, men kontroversielle korleder, Dr. Guthrie (Ralph Fiennes), beslutter sig derfor for at rekruttere drenge fra alle samfundslag, så længe de kan synge. Koret bliver et samlingspunkt i en bitter tid, og skaber et frirum væk fra virkeligheden og alle drengenes forestående indkaldelse til hæren.

Det bliver næsten ikke mere britisk end en solid fortælling, om et lille udsnit af befolkningen, der må samle sig, mens første verdenskrig lurer i manegen og langsomt fortærer landets ungdom.

Er man glad for film, har man set et utal af historier om et lille hjørne, en skæv eksistens eller et nichesamfund, som spillede rolle i forhold til befolknings sammenhængskraft under krigen, men som ikke var episk nok til at berettige en spillefilm – indtil nu. Og hvem er bedre til at præsentere disse historier end englændere.

Indforståetheden i en samfundsstruktur som klassesamfundet, skaber det perfekte fundament til at berøre enormt mange skæbner og aspekter af samfundet på rekordtid, også selvom hovedhistorien er centreret om et kor, der skal opføre et stykke. Der er plads til nuancer og skuespillerne er eminente.

Selv i en rigtig ensemblefilm, hvor hver karakter ikke får megen individuel skærmtid, overstråler Ralph Fiennes alle. Han er bare en fantastisk skuespiller, og siger så meget mellem linjerne og tilfører så meget dybde til en karakter, der hovedsageligt taler i bidske bemærkninger og aktivt isolerer sig selv fra resten af gruppen.

Men selvom instruktøren er dygtige og skuespillerne er talentfulde, er det svært at blive virkelig rørt, når man har set det hele før, også fra de involverede.

Ligesom for 100 år siden, bidrager filmen også med en påmindelse om, at selv når krige er i fremmarch, findes der stadig positive sider af menneskeheden, som er værd at værne om.