Jeg troede, af jeg kunne undgå det, men som altid på en filmfestival, er der mindst en film, som får en til at råbe i sit stille sind, hvorfor?

“Hvorfor i alverden er den blevet udtaget?”

Baseret på teaterstykket Black Battles with Dogs, har Claire Denis skabt filmen The Fence. Hen over én intens nat, udspiller sig et dialogtungt drama på en afsides byggeplads i Afrika. Her får formanden besøg af en mystisk skikkelse, der på den anden side af hegnet, insisterer på at få udleveret sin brors lig, hvis død fandt sted under tvivlsomme omstændigheder. Spændinger, magtforhold og moralske dilemmaer kommer alle langsomt op til overfladen, efterhånden som natten går på hæld.

Det kan ikke gøres tydeligt nok, at der er tale om et teaterstykke, som er direkte flået fra de skrå brædder og ind foran kameralinsen.

I modsætning til fx Konklave, er der intet ved manuskriptet, der skriger på at være en større produktion, tværtimod. Den første halve time består af Matt Dillon og Isaach De Bankolé, der taler forbi hinanden i en dialog, som ingen skuespiller kan få til at lyde naturlig. Man skulle næsten tro George Lucas var skyggeskribent.

Resultatet er en samling robotter, der langer højtråbende lyrik over disken, med en insisteren på, at det her er dybt. Problemet er bare, at det er det ikke, og ej heller prosaen på et helt grundlæggende niveau fanger ens opmærksomhed.

Det er virkelig det værste fra begge verdener. Karakterer, der er arketyper, som udelukkende taler i kryptiske vendinger, der kun kan fungere i en teatersal, hvor man selv er medskaber af rummet. De små cinematiske afbræk gør kun dissonansen tydeligere.

Kort sagt, intet fungerer. Filmen gør intet for at engagere mig i drabet på en konstruktionsmedarbejder. Selv med kendte skuespillere som Matt Dillon fremstår det som en produktion instrueret af aliens, der har lært menneskers adfærd gennem gamle shakespearestykker, og fået en LLM til at strikke et ”dybt” manuskript sammen.