I Two Pianos møder vi den virtuose pianist Mathias Vogler, som efter mange år i selvvalgt eksil i Asien vender tilbage til hjembyen Lyon. Han er blevet overtalt til at optræde i en række koncerter med sin gamle mentor, men ser en dag på gaden en dreng, der har en slående lighed til ham selv. Fortiden og nutiden begynder at flyde sammen, og Mathias’ skrøbelige sind udfordres af både musikken og en umulig kærlighedshistorie.
Det er måske den mest franske film, jeg nogensinde har set – og det er ment på den mest kærlige måde. Der er en revolutionær kampgejst og en skaberånd til stede, en iver efter at gøre noget udover det sædvanlige, og ikke bare fortælle historier på samme måde som alle andre.
Hvad starter som historien om en pianist, der vender tilbage til sin hjemby for at spille en sidste koncert med sin mentor, ender som en rodet, men menneskelig fortælling om kærlighed og omsorg.
I første halvdel er handlingen drevet af et stort mysterium. Alle relationer er badet i en ambivalent fortid. Der er næsten ingen eksposition, så vi er bare tvunget til at se med, mens karaktererne på den mest naturalistiske vis snor sig igennem deres liv og følelser. Det er også her i tvetydigheden, at Charlotte Rampling er bedst. Man kan aldrig afkode i hendes blik, om hun er kærlig eller skuffet, måske begge dele. For slet ikke at tale om François Civil som Mathias og Nadia Tereszkiewicz som Claude, der begge udstråler et enormt indre liv bag øjnene.
Mystikken varer dog ikke ved, og i takt med, at vi får belyst afkrogene i Mathias’ og Claudes fortid, bliver tonen også langt mere melodramatisk.
Det lyder måske forfærdeligt, men det unikke ved filmen er, at den bevarer sin autenticitet. Karaktererne roder rundt i deres følelser og gør flere gange det modsatte af, hvad de siger. Deres relation til sex må også siges at være noget mere afslappet end på de mere nordlige breddegrader.
Men i sidste ende er de voksne mennesker, og der er også et barn involveret, så de finder en måde at manøvrere rundt i suppedasen, selvom de er meget forvirrede.
Two Pianos rummer en enorm menneskelighed med alle den aparte adfærd og de uperfektheder, der følger med. Det er ikke en perfekt film, men den er helt sin egen og bidrager med en særegenhed, som er alt for sjældent i dag, også på filmfestivaler. Så har du mod på at sidde igennem den indledende forvirring, bliver du langsomt opslugt af disse menneskers liv fuld af spørgsmål.
