Whitetail starter med teenageren Jen, der er ude på jagt med sin kæreste Oscar i skoven. Det går dog ikke som forventet og ender med et dødsfald. Mange år senere lever Jen isoleret som naturvagt, men da Oscar vender tilbage til byen, tvinges hun til at konfrontere den fortid, som hun har forsøgt at undertrykke i alle disse år.

Dramaet er måske intimt, men æstetisk fortælles en anden historie. Med rolige panoreringer, storslåede landlige omgivelser og lange indstillinger, hvor karaktererne og scenerne kan ånde, får ens tanker lov til at vandre. Alt er en påmindelse om, hvor små og magtesløs vi er i vores eget lille liv.

Når man føler sig så magtesløs og fastlåst som Jen, er der heller ikke noget værre end, når ens fortid pludselig viser sit ansigt igen.

I den første halvdel forsøger Jen at flygte fra den smerte, hun har brugt hele sit liv på at holde nede, med alle de klassiske tricks, en person ude af balance benytter sig af. Følelsesmæssig isolering fra sin far, tankeløs sex, lige lidt hjælper, for ingen opnår soning ved at flygte.

Imens er det Natasha O’Keeffe som skal bære filmen. Når ikke kameraet fanger de naturskønne omgivelser, hviler det på O’Keeffes ansigt, og tak for det. Hun er fremragende som forpint sjæl, og man kan ikke bare se, men mærke, hvordan hun kæmper for ikke at miste fatningen og holde mareridtet nede.

Det store problem er bare, at man kan regne alt ud fra første sekund. Har set traumer bearbejdet på film, så har du også set den her. Ikke engang et godt lyddesign eller en række drømmesekvenser kan skjule, hvor enkelt tematikken og konklusionen er. Og når først man har sporet sig ind på den realitet, er det svært ikke at føle det hele noget langtrukken. 

Med sine flotte billeder og en fornem showcase af Natasha O’Keeffes evner, er det ikke helt skidt, men ekstraordinært bliver det aldrig.