En animeret perle
Totto-Chan: Den lille pige i vinduet tager os med til 1940’ernes Japan. Baseret på Tesuko Kuroyanagis erindringer følger vi den evigt spørgelystne Totto-Chan, der ikke rigtig passer ind i den traditionelle sorte skole, og derfor bliver bortvist – ikke fordi hun er en skarnsunge, men bare fordi skolen ikke kan rumme en pige som hende, der er nysgerrig på livet.
Heldigvis for hende er der en plads ledig til hende på Tomoe Gakuen, en skole, hvor klasseværelserne er gamle togvogne, og hvor pædagogikken er i højsædet.
Hvis man nu skulle begynde at blive træt ved tanken om endnu en anime, der forherliger barndommen uskyld, med store dådyrøjne i et farverigt univers, kan man dog godt tro om igen. For her er tale om en fortælling, som stikker noget dybere end som så.
Mere end bare nostalgi
Selvom tegnefilm stadig hovedsageligt er forbeholdt børn i vesten, er japanerne ikke nær så bange for at tackle de mere barske aspekter af virkeligheden. Derfor kan det måske fremstå pludseligt, når handlingen går fra Totto-Chans barnlige og næsten magiske opfattelse af verden, og så til Anden Verdenskrigs indtog i hendes liv, filmens historie og det japanske samfund.
Med et er den varme medmenneskelighed stærkt udfordret. Man skal dog ikke lade sig skræmme af dette, for det er netop de brutale modsætninger mellem børnenes verden og de voksnes korrumpering, der gør filmen til noget særligt.
Mens vi følger Totto-Chans dannelsesrejse gennem venskaber og udfordringer, i en verden, der langsomt forandrer sig af krigen, bliver vi mindet om, at selv de bedste minder også har en skyggeside.
Dualitet er bl.a. fornemt illustreret gennem Totto-Chans venskab med Yasuaki, der har polio, og derfor er lam i den ene arm og ben. Alle scenerne med de to i skolen er fulde af omsorg, der aldrig føles forceret, og man er ikke tvivl om, at her er et frirum for dem og for biografgængerne, som er værd at værne om. Og denne hjertevarme stemning bliver kun styrket af kontrasten til verden udenfor. Den gør ikke barer karaktererne meget flerfacetteret, men gør det også tydeligt, at det ikke er den lille pige, men verden, der ikke giver mening.
Med alt dette tankegods og meget mere, som du selv skal have lov til at opleve, er Totto-Chan: Den lille pige i vinduet en utrolig let film at anbefale. Starten er måske lidt tung, og enkelte passager kan føles en anelse episodiske, men skildringen af barndommens magi og krigens alvor, udvisker alle småfejl og skaber en oplevelse, som er svær ikke at blive rørt af.
