Legetøjet holder stadig, men Pixar spiller lidt for sikkert
Efter syv års pause, er Woody, Buzz, Jessie og resten af det velkendte legetøj tilbage i Toy Story 5. Denne gang er udfordringen ikke et helt almindeligt nyt legetøj, men teknologien fra den moderne verden. For da Bolette får sig en tablet ved navn Lilypad, bliver det ikke bare hendes nye yndlingslegetøj, men tager al hendes opmærksomhed også fra den virkelige verden.
Derfor står legetøjet overfor deres største udfordring til dato, da de ikke bare er truet på deres eksistens, men også skal prøve at overbevise et barn om glæden ved traditionel leg i en digital tidsalder.
Cowgirlen tager tøjlerne
Jeg er nok ikke den eneste, som var noget bekymret, da Toy Story 5 blev annonceret. Toy Story 3 havde en perfekt afslutning, og Toy Story 4 tog endeligt afsked med Woody, så hvor meget mere liv er det egentlig tilbage i det efterhånden noget slidte legetøj? Svaret er alligevel en del.
Efter en deroute som live-action instruktør er en af Pixars oprindelige grundlæggere, Andrew Stanton, vendt tilbage. Han har været med fra start, og har tydeligvis kunne identificere, at Woody nok ikke havde så mange flere personlige rejser tilbage. Derfor er historien i stedet centreret om cowgirlen Jessie, og det er nok filmens største genistreg. Med hende kan vi igen udforske alt det, der engang gjorde Pixar til dem, alle andre forsøgte at efterligne.
Det er en følelsesladet rejse, og så længe fokus er på Jessie, er man helt med på legen. Desværre er det en film, der er en kende overfyldt med handlingstråde. Publikum må endelig ikke kede sig, så vi hopper konstant rundt mellem Buzz og Woodys mundhuggeri, Bolettes manglende selvtillid, og så skal vi også introducere til en masse nyt legetøj, for ikke at tale om en hær af forliste Buzz Lightyears, der leder efter Star Command. Det er lidt af en mundfuld, men i det store hele lykkes det, at binde de mange tråde sammen.
Hvad der dog er mindre vellykket, er inkluderingen af skærme i form af tabletten Lilypad. Alle ved, hvor altopslugende tablets og mobiler er i dag for folk i alle aldre, men Pixar har ikke turde støde nogen, og placerer sig i stedet mellem to stole, så ingen kan blive fornærmet.
Hæsblæsende tempo, men blid stemning
Den manglende stillingtagen taler også ind i filmens største mangel. For er der noget man virkelig savner, er det den helt store spænding. Følelsesmæssigt skal de fleste nok blive ramt, særligt gennem Jessies rejse mod at slutte fred med sin fortid og frygten for at blive kasseret endnu engang, men utryg er man aldrig.
Tempoet er ganske enkelt for hæsblæsende til, at nogen nogensinde kan nå at være i fare. Så snart der er optræk til noget lidt voldsomt, løser legetøjet problemerne i flok med en overraskende lethed. Vi er milevidt fra noget, der bare minder om lufthavnen i Toy Story 3 eller lossepladsen i Toy Story 3.
Det manglende ubehag skyldes dog ikke blot, at stemningen er langt blidere end nogen anden film i serien, men også, at der som i så mange andre moderne Disney-film ikke er nogen antagonist, kun misforståelser.
Derfor efterlades man med en følelse af, at intet rigtigt ændrer sig, selvom der sker en masse. På de 16 år, der er gået siden Toy Story 3, er Bolette ikke blevet et år ældre, mens Anders til forskel blev voksen og trådte ind i en ny fase af sit liv med afslutningen af sin trilogi. Handlingen er tilsyneladende fastlåst, og det kan der helt klart være en tryghed i, men man kan heller ikke skjule skuffelsen over, at Pixar ikke længere har det samme ambitionsniveau, som da Andrew Stanton stod bag Find Nemo og Wall-E.
En kvalitetsproduktion som de færreste kan måle sig med
Når alt dette er sagt og skrevet, er det også svært at være virkelig krads i sin kritik af en Pixar-film. Det er et animationsstudie, der altid har været synonym med gennemarbejdede produktioner. Man kunne måske ønske sig et lidt højere ambitionsniveau i de senere, men de er stadig garant for kompetent arbejde i alle aspekter af ordet.
Når man går ind og ser en Pixar-film, er der stadig garanti for et velskrevet manuskript, en rørende historie og med undtagelse af en lille svipser for 10 år siden, leverer de ikke bare flotte film, men sætter nye standarder for, hvor visuelt imponerende en animeret film kan se ud. Og det er da også lykkedes at fremmane endnu en Toy Story-historie, der retfærdiggør sin eksistens.
Jeg har dog aldrig nogensinde før, haft så svært ved at fælde en endelig dom. For Toy Story er en serie, der nu strækker sig over mere end tre årtier, og det kan man også mærke gennem hele filmen, der på mange måder er i dialog med det publikum, der er vokset med og har fulgt rejsen løbende fra 1995. Der er så mange små finesser i produktionen og så meget af humoren er henvendt de voksne, at det til tider ikke føles som en familiefilm. Det er nok de færreste børn, der fx kan sætte sig ind i Jessies store eksistentielle krise. Der er dog så meget farverigt fart over feltet, at de mindste nok skal føle sig underholdt.
Så selvom Pixar spiller mere sikkert end nogensinde før, holder historien om det levende legetøj stadig, men det er blevet noget slidt med årene.
