Serien, der ikke vil dø
Det er mig en kilde til evig forundring og beundring, at Tron-franchisen tilsyneladende ikke vil dø. Jeg har ikke nogen stærke følelser for serien, hverken positive eller negative, men med tanke på, hvor brutal Hollywood er i disse år, står Tron tilbage som noget af en enhjørning i en industri, der næsten udelukkende er drevet af ønske om flere og flere penge.
Ingen af de to forrige Tron-film – Tron og Tron: Legacy – var store blockbustersucceser. Den første huskes mest for sin unikke æstetik, og den seneste fra 2010 brændte heller ikke banen af. Alligevel får vi nu en tredje Tron film, denne gang i skikkelse af Tron: Ares, fordi filmskabere bare elsker universet.
Derfor er det heller ikke nogen overraskelse, at forhistorien ikke bare bliver anerkendt, men også hyldet fra start.
I en endnu fjernere fremtid, hvor verdens teknologigiganter består af de to, kæmper Dillinger Systems og ENCOM, er det kun et spørgsmål om tid, inden AI kan bevæge sig væk fra det digitale cyberspace, eller The Grid, som man siger i Tron, og ind i vores fysiske verden.
Gennem kæmpe lasere, som var det verdens største 3D-printer, kan de to virksomheder legemliggøre digitale programmer. Der er bare et problem – programmerne selvdestruerer efter 29 minutter, for de kan ganske enkelte ikke eksisterer i vores verden.
Det er lige indtil den unge og idealistiske CEO for ENCOM (Greta Lee), får løst permanenskoden, og med den skaber grobunden for hidtil uhørte muligheder. Dillinger Systems har dog ikke noget ønske om at se stille til, og sender derfor deres nyeste program, ARES, afsted for at stjæle koden. Men hvad sker der, når det mest avancerede program pludselig skal forholde sig til forvirrende og rodet mennesker.
Mere 80’er cyberpunk
Hvis man skal sige noget positivt om Tron: Ares er det, at det er en flot produktion. Som mange andre Disney-produktioner, kan man se pengene på lærred. Vi har sågar at gøre med en 3D-film, så meget tiltro har instruktør Joachim Rønning og co. til den visuelle fortælling. De kan da også være stolte over at føre 1980’ernes retro sci-fi-æstetikken ind i 2025, ligesom soundtracket af Nine Inch Nails tilfører en bankende rytme i alle scenerne.
Desværre stopper roserne her. For ligesom det var tilfældet i 2010, er der lidt for mange klicheer i en lidt for gammel ramme.
Her tænker jeg ikke bare på figurernes design eller deres light-cycles, med deres dræbende udstødningslinje, men derimod på karaktererne. Ares er den klassiske AI, der opnår selvbevidsthed og følelser, og derfor ønsker at være menneske. Nogen dybere udforskning af det ønske, er filmen dog ikke interesseret i at give sig i kast med, for det ville være for kedeligt og fjerne fokus fra det konstante bombardement af actionsekvenser.
Jared Leto gør heller ikke meget for at vække Ares til live, da han spiller ham med en stoisk determinering, som var han et kalkulerende program – hvilket kun gør ønsket om at leve i en dødelig krop mere mærkværdig.
Vores protagonist, den idealistiske tech-CEO, er også en arketype, der efterhånden må siges at høre en anden tid til, før man vidste, hvor ubegavede og egoistiske de alle sammen er. På samme måde er skurken fra Dillinger Systems også så dum, at man her overordentlig svært ved at tro på, at han har opfundet en Generel AI (AGI), som kan tænke selv.
Tron: Ares er flot, fuld af action og med god musik, denne gang af Nine Inch Nails. Man savner dog den kreative gnist og den ærgerrighed, der får franchisen til at vende tilbage igen og igen. Alle skarpe kanter og nuancer er filet ned, og hver en opfindsomhed hører til i 1980’erne og ikke 2020’erne.
Brænder man virkelig for at se mere Tron, kan man godt give sig i kast med Tron: Ares. Man skal bare ikke forvente at få svaret på, hvorfor lige netop Tron er den franchise, der ikke kan dø.
