Udvandrerne

Kategori Biografen skrevet af - august 11, 2022
Udvandrerne

En hyldest til almindelige mennesker

Vi kender alle historien om familien, der rejser til det store udland i håbet om, at græsset er grønnere på den anden side. Det er en fortælling, som stadig lever i bedste velgående, den dag i dag, men det var i høj grad også det, der var kendetegnet for USA tilbage i 1800-tallet, hvor folk kom tilrejsende fra nær og fjern, for at skabe deres egen fremtid.

En af dem er den svenske bondefamilie Nilsson, der i midten af 1800-tallet ender med at søge mod Minnesota, for at få deres egen jord, og ikke forblive trælbundet af den næringsfattige muld i Sverige. Efter lidt modvillighed fra moderen Kristina, lykkes det faderen Karl Oskar at få hende overtalt, og så går rejsen ellers til det forjættede land. Lykken er dog ikke helt lige til, fordi det store eventyr lader ikke nødvendigvis vente på sig, når man ikke er enestående, men blot helt almindelige mennesker.

Moderen i centrum
Der er rigtig mange gode grunde til, hvorfor fortællinger som denne, hele tiden bliver genfortalt. Det skyldes ikke bare, at denne specifikke historie er baseret på en klassisk bogserie af den svenske forfatter Vilhelm Moberg, men mere generelt, fordi konceptet skaber den perfekte grobund, for at udforske så mange forskellige sider af mennesket, og hvad man definerer som et meningsfyldt liv.

I denne omgang er fokus dog ikke så meget på patriarken, men i stedet matriarken, Kristina, hvis perspektiv, det meste af fortællingen udspringer fra. For hende er det store eventyr og friheden ikke nødvendigvis at rejse væk. Alt hun holder af er i hendes hjemland, og når man end ikke kan skrive, er det en høj pris at betale, at rejse så langt væk hjemmefra.

Dette perspektiv er filmens helt store force. I stedet for at følge manden, der slider og slæber for at bygge et nyt hus, og plante en ny mark, ser vi i stedet, hvordan det er at få hele ens fundament revet væk, uden man selv har noget at skulle have sagt. Der er så mange normer, som man skal tage højde for, og Kristina er virkelig fastlås af, at hun ligesom så mange andre, gerne vil passe ind.

Potentialet for at skabe en meget mere intim emigrantfilm, er enormt. Det kan man også se i filmsproget. Jeg har slet ikke tal på, hvor mange close-ups af skuespilleren Lisa Carlehed, det bliver til i løbet af filmens to en halv time, men bagefter kender man i hvert fald hendes ansigt.

En almindelig familie emigrerer
Dette fokus på Kristina er dog ikke uden anmærkninger. Fordi hun er så bange for at skille sig ud fra mængden, er hun en person, der aldrig tør være helt ærlig over for nogen, slet ikke sig selv, og det betyder, at en stor del af handlingen ender med at cirkulere omkring den meget konservative og toneangivende svensk præstefamilie, der flytter ind i nabolaget, og virkelig sætter en dæmper på tilværelsen.

Urealistisk er det ikke, at religiøs fanatisme er kraftfuldt, vi ser det jo stadig den dag i dag, men med det overordnede fokus på at portrættere livshistorien for de svenske emigranter, kommer man heller ikke uden om, at det fylder meget af den lange spilletid ud, med et noget klichéfyldt og forudseligt budskab.

Datidens visionære
Samtidig må jeg også rose instruktør Erik Poppe for, ikke at være bange for at skildre historien med datidens øjne. Kristina og Karl-Oskar er faktisk progressive skikkelser i filmen, med tanker som eksempelvis, at også piger skal gå i skole, men så heller ikke mere end det. De ville på mange andre punkter nok blive anset for at være mangelfulde i dag, og derfor er det fedt, når et historisk drama tør være tro mod den tid, som den portrætterer.

Derfor er jeg også meget i tvivl om, hvorvidt plottet og karakteriseringerne er vellykket. Ganske vist er deres liv meget enkle, set med nutidens øjne, men sådan har livet nok også været for de fleste, tilbage i 1800-tallet.

Man kan godt mærke, at Udvandrerne er baseret på en populærbogserie, fordi det er både en meget intim historie, fuld af indre dialog, og en begrænset, men velspillende ensemble, og så er det en hyldest til hverdagens helte, som sjældent er i fokus på det store lærred. Ud fra det perspektiv er filmen en rungende succes, også selvom den ikke altid er lige dyb, og man til tider godt kan mærke, at det er en helaftensfilm.

Skrevet af
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.
Kommentar er lukket.