En effektiv coming-of-age historie
I den danske debutfilm fra Emilie Thalund, Vægtløs, møder vi den 15-årige Lea (Marie Helweg Augustsen). Hun er hårdt ramt på sit selvværd og skammer sig over sin overvægtige krop. Derfor bliver hun sendt på en sundhedskoloni hen over en sommer for at tabe sig. Her deler hun værelse med den tynde, rapkæftede og noget mere selvsikre Sasha (Ella Paaske).
Sammen danner de et tæt venskab, med al den omsorg og de mindst lige så giftige bemærkninger, kun teenagepiger er i stand til at rumme på en og samme tid. Dette venskab viser sig dog blot at være startskuddet på en sommer, som for altid kommer til at ændre Lea.
Stærke karakterer
Der er mange positive elementer, der er værd at fremhæve i Vægtløs. Ud over det mere åbenlyst anerkendelsesværdige i at have en ungdomsfilm, hvor hovedpersonen ikke ligner en fotomodel hævet ned fra en catwalk, er der også en enorm ærbødighed overfor de store og til tider overvældende følelser, man som ung kæmper med, når man for første gang begiver sig ind i voksenlivet.
Lea står ikke overraskende i kontrast til Sasha, der til forskel er som taget ud af alle de andre ungdomsfilm, der bliver lavet i dag. Hvor Lea kæmper mere bare at blive set, er Sasha meget mere udadreagerende, særligt når det kommer til de lokale drenge, og man ved også godt, hvor det bærer hen, når hun er så åben om at være seksuelt frigjort.
Mens Sasha er optaget af drengene på sin egen alder, kæmper Lea mere med at få opfyldt sit inderligste ønske om at være begæret. Der er tilsyneladende ingen, der ser hende, undtagen pædagogen Rune (Joachim Fjelstrup), der siger alt det rigtige. Det udvikler sig hurtigt til en ikke alt for sund relation, hvor ikke bare det ulige magtforhold, men også måden, hvormed Rune gøder de følelser, Lea hungrer efter, skjuler, hvor meget han slet ikke er opgaven voksen som rollemodel og beskytter.
Overgangen fra barn til voksen
Det er ikke overraskende samspillet mellem Marie Helweg Augustsen og Joachim Fjelstrup, der er filmens helst store force. Der er en autenticitet i deres interaktioner, der er både skræmmende, vedkommende, men desværre også enormt realistiske. Og er der noget, som debuterende instruktør Emilie Thalund lykkes med, er det at fortælle en film fra Leas perspektiv. Det er hendes følelsesliv, besættelser og kampe med sig selv og omverdenen, som danner fundamentet for alt det, der virkelig fungerer i værket.
Skal man være en smule kritisk, er det nok, at fortællestrukturen minder lige lovlig meget om de fleste andre coming-of-age film. Handlingen udspiller sig ovenikøbet hen over en sommer, på en afsides koloni, hvor man kan optage i filmen i fred. Det er selvfølgelig en enkel og effektiv skabelon, men en skabelon ikke desto mindre, som man kender til ukendelighed, hvis narrative bekvemmeligheder ikke bliver udfordret på samme måde, som vores syn på alle de mennesker, Lea repræsenterer.
Vægtløs er en fornem debutfilm, der lover godt for Emilie Thalunds fremtid som filmskaber. Hun demonstrerer allerede fra start en habil kontrol over, hvordan man kan menneskeliggøre arketyper, og gøre dem til mere end blot plotfunktioner, men derimod rigtige mennesker. Anført af en fremragende Marie Helweg Augustsen, lykkes det også at få flette de to historier om besættelsen af kroppes ydre med grooming-plottet på en måde, der kun styrker dem, i stedet for at svække dem.
Det er en meget fokuseret oplevelse, måske endda for fokuseret, og historien tager ingen uventede drejninger, men den er vellavet og vedkommende på en måde, som helt sikkert vil være smertefuldt for dem, der kan identificere sig med Leas indre følelser og kampe.
