Større og mere af det samme
Efter et års ventetid, lander Wicked – Part II, endelig i biografen, fristes man næsten til at skrive. Fortællingen fortsætter, hvor den forrige slap, med at følge Elphaba og Glinda, hvis venskab for alvor bliver tryktesten. Elphaba er nu blevet stemplet som en ond heks og lever i eksil, mens hun kæmper mod troldmandens løgne. Til modsætning nyder Glinda den Gode godt af den berømmelse, hun har drømt om hele livet, men prisen må siges at have været høj, for hun gør ikke meget andet et lyve.
Det store spørgsmål bliver derfor ikke bare, hvordan deres venskab kommer til at udfolde sig, men også hvilken betydning det kommer til at have for landet Oz, hvis indbyggerne finder ud af, at deres samfundet er bygget på en løgn.
@ Universal Studios. All Right Reserved.
For meget af det gode
Det må siges at være med store forventninger, at anden del af Wicked rammer biograferne. Ikke nok med, at den første films succes på alle parametre har afstedkommet en masse hype, som efterfølgeren skal leve op til, så er filmen her også en adaptation af musicalens anden akt, der ironisk nok er både korte og markant mindre interessant. Uden at afsløre noget, er plottet en kende melodramatisk og ulogisk for at sige det mildt. Særligt behovet for at spejle Troldmanden fra Oz er en hæmsko, da Dorothy ikke rigtig har noget at gøre med Glinda og Elphabas historie. Sangene er heller ikke lige så fængende – vi er på intet tidspunkt i nærheden af en ørehænger som Defying Gravity.
Det er alle problemer, som eksisterer i den oprindelige musical, og instruktør Jon M. Chu har tilsyneladende valgt at ignorere dem, og i stedet fokuseret på at have mere af det hele og håbe, det opvejer for en ikke lige så god historie – hvilket det ikke gør.
@ Universal Studios. All Right Reserved.
Ligesom den første film, er længden et problem. Spilletiden er måske ”kun” to timer og et kvarter, men det er stadig mere end dobbelt så lang tid som musicalens anden akt på godt en time. Det er ikke et problem i sig selv, men måden tiden bruges på er tvivlsom.
Vi får fx et par nye sange til Elphaba og Glinda, som ganske enkelt ikke er på højde med noget fra teatermusicalen. Sideplottet med undertrykkelsen af dyrene får også lidt mere plads, men de spiller stadig ikke nogen nævneværdig rolle i sidste ende.
Karaktererne er heller ikke blevet mere flerfacetteret, men derimod endnu større arketyper. Mange replikker gentages og refererer tilbage så mange gange, at man kan zone ud flere gange, uden fare for at blive forvirret. Så til trods for, at vi hen over nu to film, har tilbragt mere end dobbelt så meget tid med Elphaba og co., som i teateret, udfylder karaktererne stadig primært roller, der skal sætte skub i historien og den næste sang.
@ Universal Studios. All Right Reserved.
Kender sit publikum
Der er med andre ord, rigtig mange små elementer, som irriterer en kritiker, men i det store hele, må produktionen siges at være ganske vellykket.
Kulisserne er flotte og farverige, John Powell har stået bag orkestreringen af de kendte sange og tilført dem så meget slagkraft, at det uden sammenligning er de mest episke versioner af sangene, du nogensinde kommer til at opleve. Og selvom plottet både er langsomt og forhastet på samme tid, bliver alle de melodramatiske vendepunkter leveret med så store en oprigtighed, at man stadig bliver en smule rørt til slut.
Så selvom det ikke er nogen hjertevarm anbefaling af Wicked – Part II er det svært ikke at se den gå lige ind hos de folk, der blev tryllebundet for et år siden. Det er ikke lige så godt, men det er mere af det samme, og du får præcis det, som du håber på, hvad end du bare var glad for den første film, eller er kæmpe fan af musicalen.
