Hypnotiserende uhyggelig opsætning af galskabens væsen

Dag ind og dag ud
I Sargun Oshana og Husets Teaters version af Woyzeck står galskaben lige foran os i mørket. Du må ikke forvente hjælp til at forstå værket, du bliver ikke holdt i hånden, men nådesløst kastet med ind i vanviddets tåger, der er iscenesat som et fragmenteret mareridt.

Hvis man kender til Woyzeck, ved man, at Georg Büchner aldrig fik skrevet det færdigt, og at det efter hans død, kun 25 år gammel, i 1837 blev fundet rundt omkring som løse sider blandt hans andre ting. Derfor er det umuligt at vide med sikkerhed, om strukturen er tilsigtet eller blot ufuldendt og derfor mangelfuld i sin forklaring, inspireret af en virkelig hændelse.

Woyzeck er ikke længere i krig, han barberer kaptajnen og står vagt på kasernen. For at tjene de ekstra, meget nødvendige penge, der skal forsørge hans kone Marie og deres nyfødte barn, deltager han i lægens eksperimenter. Men den virkelighed, som Woyzeck ser og oplever, er ikke den samme, som Marie og resten af verden ser.

I dag ville man, uden at blinke, kalde tilstanden PTSD, som yderligere er fodret med uretfærdighed, snaps og mangel på mad. Tvangstanker og en ubegrundet jalousi æder Woyzeck op indefra.

Det er ekstremt uhyggeligt teater, men samtidigt meget vigtigt teater, der kaster lys på nutidens forståelse eller måske stadig manglende forståelse af psykisk sygdom.

Du må ikke lade dine læber blive hjemme
I Ditte Marie Walter Tygesens scenografi og kostumer, lysdesigner Christian Vest Berntsens og lyddesigner Laurits Jongejans leg med mørket som våben og skjulested, giver Camilla Lau og Mathias Rahbæk en virtuos, blændende præstation.

Camilla Lau er kaptajnen, soldaten Andreas, lægen, nabokonen Margret og konen Marie. Ubesværet går hun ind og ud af karakterer, så scenerne får liv, og visualiseringerne af Woyzecks inferno bliver gjort ubarmhjertigt levende, og netop fordi der ofte spilles på ulogiske, kontrapunktiske følelser, bliver mareridtet tydeligt, og publikum oplever, hvordan alt i forestillingen ses gennem Woyzecks uvirkelige tåger.

Mathias Rahbæks Woyzeck opleves først som en smule passiv og tom bag øjnene, men når galskaben slipper tøjlerne, bryder helvedes lidelser ud i lys lue, og for dem, der sidder i salen, især dem på de forreste rækker, er hans fysiske nærvær, men mentale fravær skrækindjagende.

Kan den skære i mere end brød?
Man kan da godt sige og påstå, at de teknikker, der bliver brugt til at lave jump scares, er billige points og nemme virkemidler, men det er jo også tilfældet, når det bliver gjort i film. Det virker, og vi elsker det.

Det, som ikke virker helt så effektivt, er de skrig, skuespillerne få gange laver. Det er selvfølgelig for at gøre lydbilledet lige så effektivt som de billeder, der tegnes med scenografien og lyset. Men det er og bliver dog mere uhyggeligt uden skrig.
Lyddesigner Laurits Jongejan har tryllet med lyden og formår at holde os fanget i illusionen med brug af mange lækre detaljer. Det er derfor ikke nødvendigt for skuespillerne at lægge flere lag oveni, hvilket selvfølgelig er svært, for mennesker skriger, når det er bange.

Men det, der undrer mest, er Husets Teaters valg af, at der skal være en pause i forestillingen.

Om det er fordi, der bliver brugt meget røg i forestillingen, eller om det er fordi, det er blevet vurderet, at det er for uhyggeligt at lade publikum sidde i de følelser i lang tid, ved jeg ikke, men bedst som vi er blevet hypnotiseret og befinder os helt inde i vanviddet, så går lyset op, og alle bevæger sig ud mod baren.

Jo, der er lavet ændringer i scenografien, da publikum bliver lukket ind i salen igen, men ikke mere end det kunne være løst undervejs.

Efterfølgende overhørte jeg gæsterne diskutere, om ikke forestillingen var markant bedre efter pausen, hvilket er en polemik, der altid har undret mig. Selvfølgelig kommer handlingen i en hvilken som helst forestilling til at fremstå bedre, når man nærmer sig konfliktens optrapning og kulmination, men kun hvis man har siddet igennem opbygningen.

I denne forestilling bliver publikum unødvendigt tvunget ud af opbygningen. Det er ærgerligt.

Sargun Oshana har bearbejdet og instrueret en forestilling, der viser og beviser, at horror ikke udelukkende behøver at tilhøre filmens verden. Jeg hoppede og dansede i sædet og så ned og væk lige så meget, som jeg havde gjort i en biograf.

En god, lang gåtur kan anbefales efterfølgende. Det er hård, men nødvendig kost.

WOYZECK spiller fra den 17. januar til den 14. februar 2026. Husets Teater.
Varighed: Ca. 1 time og 50 minutter Inkl. pause.

Medvirkende: Mathias Rahbæk, Camilla Lau, Vigga Bro. Original tekst: Georg Büchner. Instruktion & Bearbejdelse: Sargun Oshana. Scenografi & Kostumedesign: Ditte Marie Walter Tygesen. Lyddesign: Laurits Jongejan. Lysdesign: Christian Vest Berntsen. Dramaturgi: Sonja Ferdinand. Instruktørassistent: Liv Tietge. Scenografassistent & Teatermaler: Alma Holmefjord. Scenemester: Claus Arrildt. Kostumier: Hanne Mørup. Rekvisitør & Forestillingsleder: Pernille Mikkelsen. Teknisk Elev: Steen Askegaard. Foto: Jasko Bobar.