En ujævn genfortolkning af Emily Brontës klassiker
Året er måske 2026, men det er ikke ensbetydende med, at klassiske romaner ikke stadig kan blive genfortolket og filmatiseres på en måde, så de bedre repræsenterer tidsånden. Den mest populæere er nok Shakespeare, hvis stykker er blevet genindspillet til ukendelighed, men mindst lige så stor som Hamlet er Emily Brontës romantiske tragedie, Stormfulde højder, som producer Margot Robbie og instruktør Emerald Fennell har valgt at kaste sig over.
Hvis historien fra Stormfulde højder er gået din næse forbi, kan romanen meget kortfattet betegnes som et kærlighedsdrama mellem rigmandsdatteren Catherine Earnshaw og hendes adopterede bror Heathcliff. Fortællingen strækker sig over flere årtier, og med sin placering i 1800-tallets engelske klassesamfund, er det er så mange retninger at tage historien i, at man godt kan forstå, hvorfor den er blevet filmatiseret så mange gange tidligere.
Flot produktion
Det nye take, er denne gang en blanding af både nye og gamle genreelementer. Æstetikken har helt klart været det mest dominerende i denne produktion, hvor dybden i karaktererne og det på mange måder betændte kærlighedsforhold, er blevet noget mere poleret og spiseligt. Hvor karakteriseringen måske er meget arketyp, er der ingen tvivl om, at den moderne, pastiche dukkehusæstetik, skaber en næsten teaterlignende kulisse, der får selv den mest banale samtale til at fremstå dramatisk.
Godt hjulpet på vej af et enormt poppet soundtrack, der ikke bare kan bryste sig af nye sange fra Charlie XCX, men også for hele salen til at vibrere med lyden fra bassen helt generelt. Når man så også har castet et både farve- og aldersblindt ensemble, hvor folk med vidt forskellige etniciteter og alderskel, kan spille folk fra samme samfundsklasse og generation i det victorianske England, er det helt klart det visuelle, som Emerald Fennell virkelig har tænkt nøje over i produktion. Det kan dog blive for meget af det gode.
En gammel fortælling
Margot Robbie og Jacob Elordi er måske to tiltalende og flotte mennesker, men deres forhold er så overdrevet melodramatisk, at man føler sig mæt allerede halvvejs. Når så meget af bogens problematiske beskrivelse af Cathy og Heathcliff, er poleret for at gøre dem tiltalende for et publikum i 2026, er det eneste man har tilbage, de store følelser. Og det er svært at overgå det ene følelsesmæssige højdepunkt efter det andet, også selvom de fleste scener ender med en drivvåd Jacob Elordi, der vandrer gennem regnen i en halvgennemsigtig hvid skjorte.
For uanset, hvor moderne man forsøger at gøre fortællingen, er det hele bundet op på en meget klassisk kærlighedstragedie, fuld af malerisk sprogbrug i formelt, lyrisk engelsk. Og kombinationen er det nye og det gamle spiller aldrig rigtigt sammen. Det er lidt for meget af det hele, og lidt for tydeligt, hvad de prøver at sige.
Efter så mange filmatiseringer af Wuthering Heights, skulle man ikke tro, at det kunne trække noget nyt ud af bogen, men det lykkes alligevel – nogenlunde. Det er en farvelade og en poppet produktion, der nok skal fange folks opmærksomhed, og Margot Robbie og Jacob Elordi emmer af passion i en ellers ujævn genfortolkning af Emily Brontës klassiker.
Men hvor der ikke er mangel på passion, savner man en dybere relation mellem de to, som filmskaberne grundlæggende ikke lader til at være interesseret i. Det er selvfølgelig ikke en usædvanlig mangelvare i et kostumedrama, særligt baseret på en bog, at romancen er det altopslugende fokus, men sat overfor alle de moderne elementer, bliver det kun ekstra tydeligt, hvor gammeldags historien om Heathcliff og Cathrine egentlig er.
