Når besættelsen koster alt
Mit liv prøver at ødelægge mig
Yerma og Jon har lige købt et hus, og mens de står der og ser på deres fælles fremtid, vil mere have mere, og et lille uskyldigt og på mange måder naturligt ønske opstår, som kommer til at koste dem alt. Yerma vil gerne have et barn.
Den første scene efter introen bobler med en krystalklar og yderst charmerende karakterpræsentation med dialog, der flyder i et originalt ordvalg med en næsten musikalsk rytme, mens ordene skærer figurerne ud af den kliniske baggrund og gør dem aldeles levende og relaterbare.
Men som forestillingen bevæger sig fremad, sker der noget.
Alle skuespilpræstationer bliver ved med at være på Skuespilhusets og det Kongelige Teaters forventelige høje niveau, men kernen af historien og præmissens alvor forsvinder i en tåge af repetitive sætninger og anaforer.
Teksten mister i al sin enkelthed sin egen præmis til fordel for at undersøge alt det omkringliggende i stedet for det, der egentlig er kernen i hendes besættelse.
Efter forestillingen ved jeg stadig ikke, hvorfor Yerma vil være mor.
Tillykke, du ligner en, der lige har taget et bungy-jump
Forestillingen insisterer på at holde fast i en tilbagelænet humor, der i længden står i vejen for sig selv og fortællingen om den altopslugende fortvivlelse og ensomhed, en kvinde oplever i forsøget på og opdagelsen af, at hun ikke kan blive mor.
Denne kvælende følelse og desperation vælter pludselig frem i sidste scene, så vi alle sidder og holder vejret, først i chok og så efterfølgende i ærgrelse over, hvad forestillingen kunne have været, hvis man havde prioriteret mere af dramatikken end komikken.
Denne sidste scene er sit eget voldsomme digt gemt som kernen i en frugt, man ikke havde forventet var så sød og harmløs.
Kalenderen flyver afsted
En stor skærm gør den ellers så dybe og brede scene mindre, så kammerspillet ikke drukner, og via grafik vist på væggen og andre flader undervejs, kan publikum følge med i forestillingens kalender, som samtidig fungerer som kapitelopdelinger mellem scener, der bruger meget lang tid på meget lidt af det, der driver fortællingen fremad.
Men da denne skærm forsvinder, og en side af scenen med lamper, sammen med et rullebånd, agerer musikfestival, stiger tempoet, og den samme velvalgte rytme, som man oplevede i begyndelsen, vender tiltrængt tilbage.
Der er ikke meget tilbage af den spanske digter Federico García Lorcas tragedie fra 1934, i det manuskript den australske dramatiker Simon Stone har skrevet, som nu opføres i Skuespilhuset.
Det gør som sådan ikke så meget, men Yerma i Skuespilhuset har sat sig mellem to stole og ender med ikke at være sjov nok til at være provokerende, sit emne taget i betragtning, og er ikke helt alvorlig og dramatisk nok til at være ambassadør, som forestillingen I AM GOLD, der spillede på Betty Nansen i 2023, endte med at blive.
YERMA spiller fra den 27. april til den 6. juni 2026. Skuespilhuset. Store Scene.
Varighed: 2 timer og 15 minutter. Inkl. pause.
Medvirkende: Julie Agnete Vang, Mikkel Arndt, Karen-Lise Mynster, Nanna Skaarup Voss, Anders Juul, Sara Fanta Traore. Dramatiker: Federico Garcia Lorca. Manuskript: Simon Stone. Iscenesættelse: Thomas Bendixen. Scenografi og kostumedesign: Jonas Fly. Lysdesign: Balder Nørskov. Lyddesign: Jonas Vest. Oversættelse: Thomas Bendixen.
