Zootropolis 2

Kategori Biografen af - november 27, 2025
Zootropolis 2

En familiefilm med noget til alle i familien

Det umage par, Judy og Nick, er tilbage igen og fortsætter, hvor kæmpesuccesen Zootropolis slap. I storbyen Zootropolis bor alverdens pattedyr side-om-side i harmoni. Denne balance bliver dog truet, da slangen Gary en dag dukker op, og med sin tilstedeværelse sætter spørgsmålstegn ved de mange fordomme om krybdyr.

Det er dog ikke bare et mysterie som slangen Gary har med i bagagen, men også partnerskabet mellem kaninen Judy og ræven Nick, der bliver tryktestet. For er de i virkeligheden ikke alt for forskellige, til at fungerer som et team, særligt når de igen roder sig ud i store problemer, mens de forsøger at hjælpe Gary.

Eminent animationsarbejde
Disney har syn for sagen virkelig forstand på at skrue en animationsfilm sammen, så der er noget for hele familien. Det er ikke bare manuskriptet, med sit buddy-cop mysterium, der hele tiden sætter skub i handlingen og karakterudviklingen, så ikke et sekund bliver spildt, men hele produktionen fortjener roser for sin professionalisme.

Du har de farverige omgivelser og udtryksfulde dyr til de mindste, en historie, som har en dybere samfundskritik under overfladen til de voksne, og masser af fart over feltet så alle familiemedlemmer underholdes.

For nok engang bliver den dybe tallerken ikke genopfundet, men når alt spiller, er det også let at tilgive, da produktionen er så gennemført.

Man kan ikke sætte en finger på nogen af animatorernes arbejde. Det er ganske enkelt bare kvalitet fra den øverste hylde. Og selvom vi ikke længere ser store kvantespring, sættes der endnu engang nye standarder for, hvor flotte og udtryksfulde figurerne kan være i en 3d-animationsfilm.

Kører den sikkert hjem på genkendelighed
Vender vi tilbage til fortællestrukturen, er det både filmens største styrke og svaghed. Det er efterhånden længe siden, jeg har set en animationsfilm, hvor historien ikke bare er forståelig, men også sammenhængende. Det skyldes i høj grad, at den til forveksling minder lige lovlig meget om den første film.

Den personlige historie fokuserer igen på, at Judy og Nick igen skal lære at acceptere hinandens forskelligheder, mens det større tema tydeligt hiver fat i USA’s blakkede fortid, og hvordan old-money ofte er synonym for generationstyveri. Det er rørende og vedkommende, men ikke med lige så stor slagkraft i anden omgang.

De danske stemmer er også i det hele udmærket. Özlem Saglanmark og Jens Jacob Tychsen har så god en kemi, at man slet ikke savner originalstemmerne.

Alt i alt leverer Zootropolis 2 præcis det, den skal. Efter et par mindre engagerende Disney-animationsfilm, er det rart med en film, som er let at anbefale, fordi det bare er godt filmhåndværk. Historien hænger sammen, karaktererne er troværdige, og der er så mange festlige løjer, og endda en ny sang af Shakira, at man godt kan garantere en god tur i biografen for hele familien.

Skrevet af
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.
Kommentarer er lukket.