En ungdomsfilm båret af en stærk hovedrolle
Tusind timer handler om den aspirerende sanger Anna (Josefine Tvermoes), der stadig ikke har fundet sig selv, selvom hun er ved at nærme sig de 30 år. Bandet hun er en del af, er dog en konstant i hendes brogede tilværelse, lige indtil det går i opløsning, da trommeslageren dør. Gruppen bliver spredt for alle vinde, og Anna tager derfor chancen og rejser til Berlin, i håbet om at udleve drømmen som musiker, men alt er selvfølgelig ikke så let, når man stadig ikke kender sig selv.
En rodet ungdom
Det, som filmen gør allerbedst, er måden den indfanger de akavede og rodløse følelser, som i høj grad er dominerende i ungdomsårene, hvad end man er en teenager i gymnasiet, eller en uforløst sanger i slutningen af 20’erne ligesom Anna.
I hovedrollen gør Josefine Tvermoes det ganske formidabelt. Hun tør fastholde de ubehagelige øjeblikke, som opstår mellem forvirrede mennesker, og hun er samtidig en charmerende person at følge, på hendes rejse for at finde sin plads i livet.
Filmens bedste scener er uden tvivl mellem Tvermoes og Anders Manley i rollen som guitaristen Anders. De har en naturlig kemi, der får deres interaktioner til at fremstå helt autentiske, og det er med sommerfugle i maven, en fornøjelse er at være en flue-på-væggen til en bytur eller (semi)date. Desværre er det sparsomt med deres delte skærmtid, af grunde som man kun kan gisne om.
En sprækket færden
Annas dannelsesrejse er meget fragmenteret, og i løbet af den ser vi hende vidt forskellige steder, i både Berlin og København, med et evigt skiftende ensemble. Denne måde at bygge plottet op på, taler ind i følelsen af rodløshed, som helt klart er fremherskende hos Anna, men det betyder også, at man som seer hele tiden skal finde ud af, hvor hun er henne i verden, og hvordan hendes omgivelser har forandret sig fra tidsspring til tidsspring.
Af den grund, ender hele filmen med at blive drevet af Annas følelser, og selvom hun bliver flankeret af andre velkendte skuespillere som Alba August og Jesper Lohmann, har det ikke tilnærmelsesvis samme nerve, som i det intime samspil mellem de to hovedroller.
Tusind timer er såmænd en ganske udmærket film om det at være ung og forvirret. Der er ingen tvivl om, at manuskriptet er en kende for tumultarisk til min smag, og, at slutningen ligeledes er en kende for søgt. Heldigvis bliver filmen båret af en stærk hovedrolleindehaver, og i scenerne med hendes mandlige partner opstår der også lidt filmmagi, som leder tankerne tilbage, til dengang man selv var beruset af livet.
