En klassisk biograffilm
Hele ni år efter den første The Accountant, er det nu blevet tid til efterfølgeren, The Accountant 2. Næsten hele produktionsholdet er vendt tilbage, hvor også instruktør Gavin O’Connor og forfatter Bill Dubuque er at finde bag kameraet.
Historien følger endnu engang Christian Wolff (Ben Affleck), en revisor med autisme, der også har fysiske kompetencer som en anden Jason Bourne. Christian bliver efter mange år genforenet med sin bror Braxton (Jon Bernthal), for at opklaret mordet på Raymond King, som vi blev introduceret til i den første film. Det bliver startskuddet på endnu en hæsblæsende rejse ind i en underverden af menneskehandel og korruption, hvor det umage par må bruge alt, hvad de har lært, for at genskabe bare en lille smule retfærdighed.
Helt sin egen
The Accountant 2 er noget af en spøjs film. Ikke nok med, at man helt grundlæggende undrer sig over, at der først ni år senere er behov for en efterfølger, så sidder man som publikum med en del forundrende spørgsmål.
Fx er det påfaldende, hvor ambitiøs et projekt vi har med at gøre. Der er virkelig arbejdet gevaldigt på fundamentet, på måder som efterhånden er noget uvante i det moderne medie- og filmlandskab. Det er kerneelementerne som bl.a. manuskriptet, der har været i centrum fra start, hvilket falder i øjnene da alle karaktererne har en rejse, de skal begive sig ud på.
Selvom det er en actionfilm, med nogle klare, entydige og ondskabsfulde skurke, er fortælletempoet overraskende afdæmpet. Der er masser af plads til, at historien kan få lov til at ånde, og vi kan få lov til at lære alle i vores kvartet at kende. Det er virkelig et ensemble, hvor alle får deres egen soloscener, og får lov til at udfolde sig på måder, der måske ikke forcerer fremdriften i historien, men gør dem mere afrundet og interessante som noget, der minder om mennesker.
For selvom den tilbagevendende instruktør, Gavin O’Connor, skal have ros for at have høje tanker om publikum, og turde give historien plads, er der stadig nogle ganske fjollet elementer.
Kører den hjem på charmen
Konceptet fra den første film med revisoren, der også er nærmest umenneskeligt begavet, bliver kørt fuldstændig ud i grøften, så alle med svær autisme bliver gjort til en slags superhelte. Med tanke på, hvordan rigtige mennesker med en autisme diagnose bliver behandlet i USA for tiden, virker det tonedøvt, at lige præcist dette element er det eneste punkt, hvor historiefortællingen forlader virkeligheden fuldstændig.
Flere af scenerne med folkene fra Harbor Neuroscience, er som taget direkte fra en X-Men film. Ikke nok med, at en gruppe børn og unge er samlet på en særlig skole for dem, bliver deres særlige observationsevner portrætteret som en superkraft, der er afgørende for handlingens fremdrift.
Heldigvis har Jon Bernthal og Ben Affleck så god kemi, at det er let at se igennem manuskriptets mangler. Det er helt klart filmens største es i ærmet, at den kan trække på scenerne mellem de to brødre, der ikke kunne være mere forskellige, men som alligevel holder af hinanden på hver deres måde. Man bliver aldrig træt af at se dem sammen, og man glemmer til tider, at de ikke er brødre i virkeligheden, fordi deres relation er så troværdig.
The Accountant 2 er en film, der vil så meget. Det er ikke alt, der lykkes, men samlet set fungerer det, fordi den er så fuld af personlighed. Filmen insisterer på at tage sig tid til at fortælle sin historie, på samme måde som tidligere tiders biograffilm gjorde. Det, kombineret med kemien mellem Ben Affleck og Jon Bernthal, tilfører præsentationen nok charme til, at man aldrig keder sig.
