Et friskt pust

I The Legend of Ochi giver instruktør Isaiah Saxon os sit bud på en anderledes coming-of-age historie. Langt væk fra civilisationen møder vi pigen Yuri, der lever i en landsby, hvor frygt og tradition går hånd i hånd. I den nærliggende skov lever de såkaldte ochi, en blanding mellem abe og bjørn, der har fået skylden for al dårligdom i lokalsamfundet.

Anført af hendes far, spillet af Willem Dafoe, er hun opdraget med, at man ochier er noget, der skal skydes. Men da Yuri en dag redder en såret ochi, opdager hun hurtigt, at virkeligheden ikke er så sort hvid, som hun gik og troede.

Yuris rejse ind i dette fabeleventyr er et overraskende modigt et af slagsen. I en tid, hvor enhver form for originalitet bliver forkastet i filmindustrien, er filmen her et forfriskende pust. Der er plads til masser af særheden, som man kender dem fra virkelige mennesker, der lever meget isoleret, ligesom dyrene i skoven får lov til at forblive mystiske og mytiske.

Der er også gjort noget ud af det tekniske i produktionen. Man bliver helt nostalgisk, når man ser rigtige mærkbare dukker i stedet for computergeneret væsner. De giver bare en større tyngde, når skuespillerne og de overnaturlige skabninger, begge er til stede i samme scene.

Entydigt enestående må jeg dog også erkende, at det ikke er. Mange af de narrative elementer er taget fra 1980’erne, som også er det årti, alt i produktionen peger tilbage til. Så selvom det er et friskt pust i den nuværende situation, har man set mange af filmens elementer før.

The Legend of Ochi er hvad du får, hvis Wes Anderson skulle lave E.T. Du få stadig den eventyrlige historie om at blive voksen, fortalt fra barnets akavede perspektiv, men denne gang er det blot endnu mere særpræget, fordi der gøres en dyd ud af at fremhæve alle de skæve eksistenser, Yuri og den spøjse ”Ochi” møder på sin vej. Men selvom det måske ikke når op på højde med tidligere tiders eventyrfilm, er det stadig dejligt med noget andet i biografen end superhelte og evighedsfranchise.