Ethan Hunt redder verden for måske sidste gang
Tom Cruise er tilbage i – måske – den sidste film om Ethan Hunt, Mission Impossible: The Final Reckoning. Handlingen fortsætter, hvor Dead Reckoning slap for snart to år siden. Den farlige AI, Entiteten, er langsomt, men sikkert ved at overtage cyberspace og dermed kontrollen med verdens atomvåbensarsenal. Det er en moderne fjende, men kun Ethan Hunt, der har reddet verden i snart 30 år, er i stand til at tage kampen op, før hele verden bliver underlagt Entiteten.
© 2025 Paramount Pictures
Eksposition for ekspositionens skyld
Inden jeg går i dybden med at besvare spørgsmålet om, hvorvidt actionsekvenserne er underholdende – hvilket de er – så bliver jeg nødt til at fokusere på handlingen, for det er nok, det mest papirtynde manuskript i hele Mission Impossible-filmserien.
Der er eksposition, hvor karakterer præsenterer information for publikum gennem dialog, og så er der det, som Christopher McQuarrie gør i filmen her. Vi når nye højder, hvad angår eksposition. Filmskaberne har øjensynligt været så bange for, at publikum ikke kunne følge med, at hver eneste detalje bliver gentaget tre-fire gange, og som om det ikke er nok, bliver vi også fodret med flashbacks til scener, der fandt sted minutter forinden.
Den ringe dialog var også noget Dead Reckoning led under, men denne gang er det så grelt, at man skulle tro, George Lucas havde været skyggeskribent, så unaturlig er dialogførelsen. Jeg ved ikke, om det skyldes, at den oprindelige film var for kort, om testpublikum ikke kunne følge med, eller om filmen bare er skræddersyet til et Netflix-publikum, men distraherende og unødvendigt er det.
For det er ikke i tjeneste til nogen følelsesmæssig kerne. Vi bliver konstant spist af med referencer til scener fra de andre film i den lange serie, men uden nogen karakterisering i selve filmen.
© 2025 Paramount Pictures
Actionsekvenserne lader vente på sig
Nu har jeg skrevet meget om plottet og manuskriptet, hvilket måske kan undre dig, kære læser, en smule. Der er dog en mening med galskaben. For selvom årsagen til, at vi ser disse film, er, at vi elsker at se Tom Cruise folde sig ud som den eneste agent, der kan redde verden, er det som om, at hverken Cruise selv eller instruktør Christopher McQuarrie er klar over det.
Der er ikke nogen dybde i hverken historien eller karaktererne. En skurk, der ønsker verdensherredømmet eller karakterer, der altid gør det rigtige er ikke kompliceret. Alligevel afsættes der uhensigtsmæssigt meget tid på at stoppe og forklare igen og igen, hvor farligt og seriøs plottet er, selvom det er intellektuelt på niveau med den Fast & Furious-film.
Når man skær alle de mange insisterende gentagelser fra, så står man tilbage med et par kedelige skurke i form af Gabriel og Entiteten, der på en eller anden måde er endnu mere passive og ubegavet end i den forrige film, Dead Reckoning.
Efter otte film lykkes det ikke at gøre Ethan Hunt mere end svagt todimensionel. Han er stadig en vovehals, der villig til at sætte sit eget liv på spil, men ikke dem han holder af. Et karaktertræk, der højest sandsynlig kun er opstået over årene, fordi Tom Cruise gerne vil udføre sin stunts alene. Selv Benji, spillet af Simon Pegg, der er med for sjette gang, er aldrig blevet til mere end et fortvivlet ansigtsudtryk – så hvorfor insisterer filmen på, at de har et stort følelsesliv under overfladen.
© 2025 Paramount Pictures
Mere af det hele
Men hvad så med actionsekvenserne? Det er trods alt derfor, folk går ind og ser disse film. Ligesom med handlingen er de lidt for lange, men man får til sidst, hvad man havde håbet på. Der er et par imponerende stunts, særligt en længere sekvens i en sunken ubåd og en længere jagtsekvens mellem to fly, man ikke kan andet end kippe med flaget af.
Mission Impossible: The Final Reckoning er den ottende film i serien og den fjerde instrueret af Christopher McQuarrie, og det kan mærkes på mange måder. Det er ikke bare Tom Cruise, der efterhånden er kommet op i årene, men også seriens mange klichéer er efterhånden så tyndslidte, at man kan forudse alt på forhånd. Hvor de første to film af McQuarrie havde en elegance og stilfuldhed over sig, så opererer Dead Reckoning og nu The Final Reckoning efter mantraet om, at mere er bedre.
Du får flere og længere actionscener, flere nærdødsoplevelser, flere længselsfulde blikke mellem alle de kvindelige skuespillere og Tom Cruise i bar overkrop, og ikke mindst masser af scener med magtfulde mennesker, der modvilligt må sætte deres lid til Ethan Hunt.
Filmen fungerer bedst, når den fokuserer på det, som man er kommet for at se, de flotte stunts. Selvom det efter otte gange ikke har den samme wow-faktor, er det stadig imponerende, hvad den 62-årige Tom Cruise er i stand til, man skal bare sidde igennem lidt mange selvhøjtidelige scener, før man når dertil.
