Kom for at besøge haven, bliv for musikken
Når man står på skuldrene af kæmper
Den røde løber var blevet fundet frem og rullet ud, Tivoligarden havde pudset støvlerne, og alt der kunne kravle og gå fra landets politiske scene, blandet med standupkomikere, revyfolk, tv-værter og på anden vis personligheder, som kunne være med til at fejre årets revy, var mødt op.
Glassalen var pakket til bristepunktet, og foran os kunne vi se billeder og avisudklip projekteret op på scenetæppet fra den lange, traditionsrige begivenhed, der lige om lidt ville tilføje endnu et kapitel til sin lange historie.
Men eventyret i den eventyrlige have stopper allerede her.
Tæppet gik, og alt for hurtigt blev det meget tydeligt, at aftens stjerner og redningskrans var sangerinden Xenia Lach-Nielsen, der sammen med kapelmester Mathias Grove og musikerne redder årets Tivolirevy fra at drukne helt i et hav af ufærdige tekster og ubehagelige forsøg på at være antiwoke uden egentligt at turde gå planken ud.
Tydeligst blev det, da Thomas Warberg som en karakter et sted på spektret tvang sig adgang til scenen med sin blokfløjte for at insistere på at spille med. Tekster, der er så ugennemtænkte uden lag, men bare ender med at være en form for hån, er alt den benzin wokebålet har brug for, der netop beviser alt, hvad der er galt, når man gemmer sig bag, ”det-er-jo-bare-for-sjov” tankegangen.
Det må og skal gøres bedre i 2025.
Jeg er stor fortaler for, at der kan og må laves sjov med alt, men uden nuancer er det ikke sjovt, når omdrejningspunktet blot er at udstille andre uden at tilføje en pointe eller et budskab.
Når nytænkning ender som parodi
Ikke alle, men mange af årets revynumre er skrevet af Linda P i samarbejde med komikere i et forsøg på at forny revyen. Men et flertal af årets tekster opleves næsten som om, skabelonen har været at finde på et revynummer og så lave en parodi på, hvordan man ville udføre det over for en genre og et publikum, man ser ned på.
Der bliver konstant talt til laveste fællesnævner, som ingen rigtig ved, hvem er, og kun en enkelt tekst formår at opbygge en form for dramaturgi, der tager en uventet drejning og taler sine karakterer op i stedet for den nemme løsning, som før nævnt, at pege fingre ad andre.
Heldigvis er årets revy bygget op, så Xenia Lach-Nielsen skal udfylde tiden mellem kostumeskift, og med numre som, ”If you can’t give me love”, ”One way or another”, ”You don’t own me” og ”All my Loving” er der godt gang i Glassalen og endelig en grund til at have købt billet.
Noget lykkedes
Kurt Ravn gør, hvad han kan, med det han har fået, og det lykkes for ham og Linda P at få salen til oprigtigt at grine af teksten – Vi finder ting – om et ældre ægtepar, der har købt en metaldetektor. Det er som om, at de godt selv ved, at det er her, guldet ligger, og revynummeret bliver derfor trukket så langt, at luften går af ballonen.
På papiret er det et spændende, at der er vagtskifte i revyuniverset. Al overgang er svær, og der skal nytænkning til for, at revyen overlever, men hvad end ingredienserne var til dette års gryderet, så var det ikke nytænkning, men en revy, der blev en parodi på sig selv.
Tivolirevyen 2025 spiller fra 05. juni til 13. juli 2025. Glassalen.
Varigheden er ca. 2. timer inkl. pause.
Medvirkende: Linda P, Thomas Warberg, Kurt Ravn, Xenia Lach-Nielsen. Kapelmester: Mathias Grove. Instruktør: Mads M. Nielsen. Scenograf: Gøje Rostrup. Lysdesign: Malte Hauge. Lyddesign: Martin Guldmann. Kostumier: Michael Bertram. Makeup artist: Pernille Ituri. Koreograf: Kim Ace Nielsen.
